Arsenal nægter Fortuna adgang til kampbanen

Hjørring-klubben må endnu engang bede UEFA indskærpe reglerne for storklubben

HJØRRING: På trods af klokkeklare regler, så nægter den mægtige engelske fodboldklub Arsenal indtil videre at give Fortuna Hjørring adgang til at træne på den bane, som på søndag lægger græs til returopgøret i kvindernes europæiske mesterholdsturnering, UEFA Women's Cup. Dermed er der indledt endnu en skrivebordskrig mellem de to klubber, som det også var tilfældet for en måned siden, hvor Fortuna Hjørring først med det europæiske fodboldforbund, UEFA's, mellemkomst fik vredet en dato for returopgøret ud af englænderne. Onsdag bad Fortuna Hjørring således UEFA indskærpe overfor Arsenal, at den danske mesterklub har ret til mindst én times træning på fodboldklubben Barnet FC's hjemmebane, Underhill Stadium, hvor kampen skal spilles. - Der er ikke noget at rafle om. Vi skal og vi vil træne på den bane, og så er den ikke længere, lyder det fra en indigneret Fortuna-cheftræner Steen Refsgaard. UEFA reagerede prompte overfor Arsenal-chikanen. I en fax fra UEFA's hovedkvarter til Arsenal understreges det, at kun helt ekstreme vejrforhold giver lov til at lukke banen. Det skulle ikke blive noget problem. Såvidt NORDJYSKE i aftes kunne tygge sig igennem den engelske fem døgns-prognose, så er der lagt op til mildt, men skyet weekendvejr og temperaturer op til 16 grader. Overfor Fortuna Hjørring har Arsenal tilbudt, at vendelboerne kan få lov til at tage forholdene i øjesyn men altså uden at træne på græstæppet. Til gengæld har Arsenal lovet at stille et andet træningsanlæg til rådighed, som London-klubben selv betegner som langt bedre. Mellem linjerne fremstår det imidlertid som om, at den reelle årsag til vrangvilligheden er, at Arsenal forsøger at knibe sig uden om en ekstra dags betaling for leje af Underhill Stadium. - Det er jo helt absurd. Hvor mange millioner kroner betaler en storklub som Arsenal ikke klubbens spillere i løn hver måned? Og hvis det er fordi, de er bange for, at vi vil ødelægge banen, så behøver de ikke være urolige. Vi skal nok tage hensyn. Men vi insisterer på at fo lov til at prøve banen af, sådan som reglerne sikrer os ret til, lyder det sammenbidt fra Steen Refsgaard. Hvis det ikke lykkes Fortuna at få bekræftet det ønskede træningstidspunkt på kampbanen lørdag, så vil klubben som noget af det første efter ankomsten til London i morgen gribe fat i UEFA's repræsentant på stedet.