Arsenal snupper den sidste CL-plads

Arsenal vandt over Newcastle og skal for 16. sæson i træk spille Champions League. Tottenham blev sorteper.

Arsenal snupper den sidste CL-plads

Arsenal-manager Arsène Wenger kan ånde lettet op efter søndagens 1-0-udesejr over Newcastle i Premier Leagues sidste runde.

Franskmanden har nemlig sørget for, at Arsenal for 16. sæson i træk er med i Champions League via den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.

Dermed blev Tottenham sorteper i kampen om Champions League-pladserne. Tottenham, der sluttede sæsonen af med 1-0 hjemme over Sunderland, må nøjes med femtepladsen og Europa League. Ét point sluttede Arsenal foran Tottenham.

Den franske forsvarsspiller Laurent Koscielny scorede kort inde i anden halvleg det vigtige 1-0-mål for Arsenal.

Efter den scoring lurede Arsenal endda på Chelsea tredjeplads, der giver direkte adgang til Champions League-gruppespillet. Et mål mere til Arsenal, og så snuppede de tredjepladsen fra Chelsea, der på det tidspunkt kun havde 1-1 hjemme mod Everton.

I en yderst chancefattig første halvleg virkede Arsenal-spillerne meget nervøse og skabte intet fremad. Newcastle var godt med i kampen, så gæsterne kunne kun glæde sig over, at Tottenham ved pausefløjt også kun havde 0-0 hjemme mod Sunderland.

Altså status quo efter de første 45 minutter i fjernduellen mellem Arsenal og Tottenham, men Arsenal levede livet farligt, for med et Tottenham-mål kunne fjerdepladsen være væk. Efter Koscielnys 1-0-mål faldt der dog ro på hos Arsenal.

Chelsea, der i onsdags vandt Europa League, vandt til sidst 2-1 over Everton og fik den vitale tredjeplads.

En god afslutning for den afgående Chelsea-manager Rafael Benitez, der har været en del udskældt blandt store dele af Chelseas fans.

Fernando Torres blev matchvinder for Chelsea et kvarter før tid. London-holdet havde i øvrigt den 17-årige danske forsvarsspiller Anders Christensen med på bænken for første gang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.