Hjernesygdomme

Arthur snubler over ordene

75-årig har ventet på taletræning i mere end tre måneder efter hjerneblødning

Mere end tre måneder efter udskrivningen fra sygehuset efter en hjerneblødning er Arthur Simonsen endnu ikke begyndt på den taletræning, har er blevet lovet. Han bliver stadig mere bekymret. Foto: Bente Poder

Mere end tre måneder efter udskrivningen fra sygehuset efter en hjerneblødning er Arthur Simonsen endnu ikke begyndt på den taletræning, har er blevet lovet. Han bliver stadig mere bekymret. Foto: Bente Poder

NORDJYLLAND:75-årige Arthur Simonsen i Hjørring snakker hurtigt. Det har han altid gjort. Men i modsætning til tidligere snubler han nu over ordene, og det piner ham virkelig. - Jeg håber, at du nogenlunde forstår, hvad jeg siger. Ellers må du sige til, siger han undskyldende. For godt fire måneder siden afslørede en scanning på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, at Arthur Simonsen var ramt af en hjerneblødning. Samme aften blev han opereret på Aalborg Sygehus. - Jeg fik boret hul i skallen, forklarer han. Tre dage senere blev han flyttet "hjem" til sygehuset i Hjørring, hvorfra han blev udskrevet efter yderligere nogle dage. - Den del af forløbet er der bestemt ingen grund til at klage over. Det gik helt perfekt, fortæller han. Knap en måned efter operationen var Arthur Simonsen til en afsluttende scanning på sygehuset i Hjørring. Inden han sagde farvel til sygehuset, fik han besked om, at han ville blive indkaldt til taletræning. - De lovede oven i købet, at der ville blive sørget for transport. Det lød næsten for godt til at være sandt, husker den 75-årige. Siden er det ikke sket noget. Og han bliver mere og mere bekymret. - Min tale er i hvert fald ikke blevet bedre i de tre måneder, der er gået. Ud over at jeg snubler over ordene, er der mange ord, som jeg har glemt. Arthur Simonsen har et par gange ringet til Hjørring Kommune eller sygehuset for at spørge, hvornår han kunne regne med den taletræning, han er blevet lovet. På grund af hjerneblødningen har han svært ved at huske, hvem han helt præcist har snakket med. Men han synes i hvert fald ikke, at han er blevet klogere, når han har henvendt sig. Kommunens ansvar NORDJYSKE har kontaktet Sygehus Vendsyssel for at høre, hvor den taletræning, som Arthur Simonsen er stillet i udsigt, bliver af. Sygehus Vendsyssel henviser til taleinstituttet i Aalborg, som angiveligt skal tage sig af opgaven. Sagen er den, at det er kommunen, der har ansvaret og betaler for genoptræningen. Hjørring Kommune betaler taleinstituttet i Aalborg, som er et specialtilbud under Region Nordjylland, for at levere genoptræningen. Forstanderen på taleinstituttet, Henrik Mølholm, bekræfter, at Arthur Simonsen er registreret i instituttets system. - Jeg kan ikke udtale mig om konkrete sager. Men jeg kan i hvert fald garantere, at vi straks vil kontakte ham, så vi kan få aftalt et genoptræningsforløb. Vi er til for at servicere borgerne, og det er ikke meningen, at folk skal gå og være bekymrede, siger han. Ifølge Henrik Mølholm gennemfører taleinstituttet træning flere steder rundt om i regionen for at undgå, at "eleverne" skal køre langt. - Det betyder også, at der nogle steder somme tider kan være ekstra pres på. Det er således ikke helt ualmindeligt med ventetider på et par måneder, forklarer han. For lang ventetid Men en ventetid på to måneder og måske mere er ikke acceptabel, når det handler om taletræning efter en hjerneblødning. Det mener Lise Beha Erichsen, der er direktør i HjerneSagen, i hvert fald ikke, at det er. - Erfaringerne viser, at genoptræningen lykkes bedst, når den sker i direkte forlængelse af sygehusopholdet. I mine ører lyder mere end to måneder som lang tid at vente på taletræning efter en hjerneblødning. - Jeg ved godt, at taleinstitutter kan være presset. Men så må der ansættes noget mere personale, tilføjer Lise Beha Erichsen. Hun mener desuden, at Arthur Simonsens sag understreger vigtigheden af, at afasiramte (red: tale- og sprogskade efter hjerneblødning eller blodprop i hjernen) får tildelt en "tovholder", som kan hjælpe og vejlede. - Man kan ikke forlange, at folk, der er ramt på den måde, selv skal finde ud af tingene, siger hun.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk