Hospitaler

Arv hjælper hjertepatienter

Tidligere portør på Hjørring Sygehus gav 1,4 mio. kr. til hjerteapparat

Overlæge Lars Fog tjekker Poul Christensens hjerte med det nye hjertescannings-udstyr.FOTO: HANS RAVN

Overlæge Lars Fog tjekker Poul Christensens hjerte med det nye hjertescannings-udstyr.FOTO: HANS RAVN

HJØRRING:På Sygehus Vendsyssel i Hjørring opererer afdelingerne med forskellige ønskesedler, men gennem mange år har et af ønskerne på medicinsk ambulatorium været et nyt apparat til ekkokardiografi - udstyr, der kan scanne hjertet og se, hvordan det fungere. For nylig blev ønsket opfyldt, men hverken af julemanden eller en rig onkel fra Amerika. Det var i stedet en tidligere portør på Hjørring Sygehus, der havde testamenteret 1,4 mio. kr. til sygehuset. Hans navn var Poul Christian Christensen, Tversted, der døde som 81-årig i 2005. Hjørring Sygehus har i forvejen et ældre apparat, der næsten kan det samme som det nye udstyr, som tæller et stort apparatur samt en mindre mobil enhed, der snildt kan fragtes rundt til patienterne på sygehuset. Indkøbet giver større kapacitet til undersøgelser, og det giver bedre vilkår for hjertepatienterne - ventelisten på undersøgelse kan bringes ned fra flere måneder til en enkelt eller måske to, vurderer overlæge Lars Fog. Oversygeplejerske på medicinsk afdeling, Bodil Sønderskov, tilføjer: - Hjertepatienter er bekymrede og bange, mens de venter på undersøgelsen, så det kommer dem til gavn, siger hun. Det er både patienter, som er blevet henvist af egen læge samt patienter, der skal have et tjek umiddelbart efter en operation, der får scannet deres hjerte. I går fik Poul Christensen, Rakkeby, der for nylig fik to ballonudvidelser i Aalborg, et tjek med det nye udstyr. Han er glad for, at han ikke blev sendt hjem bare for at skulle dukke op igen til tjek flere uger efter. - Det er bare helt i top, at få det gjort med det samme, siger han.