Arv sikrer bedre gigt- behandling

NORDJYLLAND: En arv på godt en halv million kroner sikrer, at gigtpatienter i Vendsyssel kan se frem til bedre diagnosticering og behandling. Den kærkomne gave, som er formidlet via Gigtforeningen, betyder at Sygehus Vendsyssel får råd til at udskifte det gamle ultralydsudstyr med noget nyt og langt mere moderne. Udstyret sætter sygehuset i stand til at sikre patienterne en hurtigere og mere præcis diagnose og behandling. - Gaver af den slags er altid yderst velkomne. Det sætter os i stand til at købe udstyr, som der ellers ikke er afsat penge til på budgettet. Uden blusel siger vi tusind tak, siger Karl Bornhøft (SF), formand for sundhedsudvalget i Nordjyllands Amt. Det nye udstyr er også med til at fremtidssikre gigtafdelingen på Sygehus Vendsyssel. Inden for en overskuelig fremtid bliver det sandsynligvis et krav, at læger under uddannelse til reumatologiske speciallæger skal kunne beherske ultralydsundersøgelser og behandling ved hjælp af det samme apparatur. Sundhedsudvalget i Nordjyllands Amt har netop godkendt, at gaven anvendes til indkøb af udstyret. Reglen er, at udvalget skal godkende alle gaver og donationer over 250.000 kroner. mons