Arv, traditionog fornyelse

I en kronik i Politiken 30.3., "En idéarv får lov at gå til", beskriver historikeren Claus Bryld , hvordan Socialdemokratiets forholder sig til sine ideologiske rødder, og han spørger, om der foregår nogen fornyelse i partiet.

Artiklen rammer et ømt punkt, når den karakteriserer visse yngre politikeres ide om at droppe velfærdsstatens indhold som mindre sympatisk og kalder deres motiv selvmedlidenhed snarere end medlidenhed med den 3. verden. En nedladende holdning til solidariteten som idegrundlag vokser til et samfundsproblem, hvis ambitiøse unge planlægger en karriere uden respekt for denne holdning. Men dette karakteriserer nok mere andre partier end lige Socialdemokratiet.. Solidaritet - det slidte ord - er nemlig fortsat det samlende værdibegreb i Socialdemokratiet. I tider, hvor globalisering er et modeord, er det ikke den grænseløse solidaritet med u-landene, det skorter på. Derimod langt mere den nære hjemlige solidaritet med andre samfundsgrupper end den, man selv tilhører. Solidariteten, jeg nyder godt af, forudsætter min solidaritet med andre. "Først dig – så mig" Det går begge veje. Arbejdsløshedsforsikringen, dagpengene og folkepensionen er eksempler på en solidarisk ordning efter dette princip. Men krævementaliteten, den falske solidaritet gør velfærdssamfundet sårbart, "først mig - og så mig selv". Alle kan se, at man imødekommer denne holdning, når man øger det private forbrug ved at nedsætte det offentlige forbrug gennem skattelettelser. De nordiske lande har opbygget en stærk offentlig sektor finansieret ved en progressiv beskatning., og den sociale tryghed har været den legitime og accepterede begrundelse for beskatningen. To spørgsmål trænger sig på: 1. Gavner det samfundsøkonomien at beskære den offentlige sektor? 2. Kan den offentlige sektor i hidtidigt omfang opretholdes indenfor EU? En beskæring af den offentlige sektor fulgt af skattelettelse vil kun øge privatforbruget, men ikke beskæftigelse og investering, og det vil forringe den offentlige service. Men i forhold til EU så Socialdemokraterne længe en udfordring til velfærdssamfundet, ikke mindst på grund af skattestrukturen. Det danske velfærdssystem er nemlig finansieret ved skatter, hvor de kontinentale landes system i højere grad har været finansieret ved arbejdsmarkedsbidrag. Efter etableringen af det indre marked i EU, der frigjorde bevægelse af kapital over grænserne, sigter Socialdemokratiet i dag via EU på at sikre mod udhuling af beskatningsgrundlaget. Ved flertalsbeslutninger om minimums aftaler indenfor EU, vil man opnå både at beskatte f.eks. multinationale selskaber og samtidigt sikre det enkelte medlemslands ret til selv at lægge den øverste skattegrænse. Uanset tidspunktet i Socialdemokratiets historie har beskæftigelsen været prøven på, om solidariteten var troværdig. Målet er altid fuld beskæftigelse. Hvor mange påstod ikke, at dette var umuligt, da Poul Nyrup blev statsminister og satte sig dette mål i 1993? Da Venstre kom til magten i 2001, var vi kommet et langt stykke ad vejen, og allerede nu er der igen brug for at forpligte sig til dette mål. Socialdemokratiet har også sat beskæftigelsespolitikken i højsædet indenfor EU, især efter Lissabon topmødet i år 2000. Målet er at skabe 5 mio. nye arbejdspladser i Europa - for Socialdemokraterne en idebetonet målsætning, for EU-landene en fælles opgave, som de kun kan løse ved samarbejde.