Arven efter Lars von Trier

Oscar-indstillede, Cannes-belønnede Christoffer Boe debuterer og udråbes som von Triers efterfølger

- Du ser nu ikke ud, som om du har særlig meget talent! Sådan lød bemærkningen fra den verdensberømte filminstruktør Lars von Trier, da filmeksperten, lektor Peter Schepelern under et arrangement på filmhøjskolen i Ebeltoft præsenterede ham for en ung mand ved navn Christoffer Boe. I går indstillede den danske filmbranche hans debutfilm som eneste danske bud på en film til nominering i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film. Christoffer Boe har allerede før premieren tilkæmpet sig en position som dansk films bedste bud på en dybt original og kompromisløst personlig filmskaber, siden Lars von Trier fik sit gennembrud i begyndelsen af 1980'erne. Ved årets Cannes Festival modtog han "Camera d'Or" for den bedste debutfilm, og den internationale sammenslutning af filmkritikere, Fipresci, har netop kåret ham som det seneste års mest lovende debutant ved filmfestivalen i San Sebastián i Baskerlandet. Lektor Peter Schepelern har haft den unge instruktør som studerende på Københavns Universitet, hvor han i øvrigt skrev eksamensopgave om Lars von Trier. Schepelern er overhovedet ikke i tvivl om Christoffer Boes potentiale og tror, at han kan skabe sig en position inden for det eksklusive selskab af danske instruktører, der omfatter Carl Th. Dreyer, Nils Malmros, Jørgen Leth og Lars von Trier. - Det er folk, som primært kan kendes på, at de altid går 100 pct. efter deres egne ideer. Hermed skaber de deres egen kunstneriske profil, selv om det ikke er nemt at være tindrende original i dette land, også fordi Lars von Trier kaster en stor skygge, tilføjer han. Peter Schepelern erkender, at en film som "Reconstruction" ikke umiddelbart har nogen folkelig appel. - Men jeg tror, at han især kan ramme et ungt publikum med sin evne til at forføre og bruge humoren på sin helt egen måde. Stilen er raffineret og postmoderne, og det siger mig, at på et eller andet tidspunkt vil Christoffer Boe uden problemer kunne lave en vellykket mainstream-film som en thriller eller en komedie, tilføjer han. Boe har den seneste tid haft base i Paris for at skrive på to nye manuskripter. Desuden kan han krediteres for endnu en spillefilm, "Prediction," som han lavede, mens filmholdet ventede på at komme i gang med "Reconstruction." Han arbejder med et fast produktionshold, der bl.a. omfatter produceren Tine Pfeiffer. Da hun arbejder på Zentropa, knytter deres samarbejde samtidig Christoffer Boe til Peter Aalbæk Jensens og Lars von Triers selskab. - Jeg kan sagtens forestille mig, at han til sin tid vil kunne føre arven videre efter von Trier og et par andre af vore store instruktører. Den unge mand er så klog og selvsikker, at det gør ham pisseirriterende, og det er den slags stof, som store filmskabere formes af, siger direktør Peter Aalbæk Jensen. - Mens det har vist sig stort set umuligt at få noget større salg til udlandet af nutidens danske komedier, ser det helt anderledes ud med de kunstneriske film, som også er Christoffer Boes domæne. Den type film er i høj grad med til at betale regningerne og holde den øvrige produktion i gang. Det kræver bare, at et publikum i nærheden af 100.000 i en række af de store lande omkring os vil se film som "Reconstruction," og det vil de i mange tilfælde. Det viser bare, at det betaler sig at investere i god kunst, fastslår Peter Aalbæk Jensen. /ritzau/