Dronninglund

Arvestykker frem i lyset

Mange fik deres rariteter vurderet af eksperter

Else Marie Pedersen mødte op med bl.a. en radering. Den viste sig at være omkring 800 kroner værd.  Foto: Jørgen Ingvardsen
Else Marie Pedersen mødte op med bl.a. en radering. Den viste sig at være omkring 800 kroner værd. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

DRONNINGLUND: - Vi ved slet ikke, om den kan sælges, men det kunne da være meget sjovt at få den vurderet, sagde Inger Thomsen fra Asaa, da hun sammen med sin mand i lørdags mødte op med en prismelysekrone på Dronninglund Slot, hvor firmaet ’Lauritz.com’ stillede tre vurderingseksperter til rådighed i to timer.

- Vi har arvet den, men bruger den ikke, så hvis den er noget værd, vil vi da overveje at sælge den, sagde Inger Thomsen, mens hun ventede på ekspertens vurdering.

Kirsten Høyer var mødt op med et lille maleri af Albert Naur.

- Han er faktisk Poul Henningsens svigersøn og har besøgt og boet her på stedet i mange omgange. Han var her således i sommeren 1928, fortalte hun og fremviste et billede fra slottets have, hvor både maleren og hans berømte svigerfar var med.

- Han var en meget aktiv maler, men han er vist gået lidt i glemmebogen i dag, så det er nok ikke så meget værd, men det er da sjovt, at der er en forbindelse til Dronninglund Slot, sagde Kirsten Høyer.

Else Marie Pedersen fra Ravnstrup havde et maleri, en radering og en guldring med til vurderingen.

- Maleriet synes jeg er meget yndigt. Motivet er fra Aalborg, men vi kunne desværre ikke tyde kunstnerens navn, så derfor har det ingen værdi, måtte Else Marie Pedersen konstatere.

Heller ikke raderingen blev vurderet til ret meget.

- Det blev vurderet til 800 kroner, så det beholder jeg. Det samme gør jeg med min guldring, som min oldefar har bragt hjem fra Kina. Den har kun et kinesisk stempel, så den kan ikke sælges i Danmark, medmindre jeg får en dansk guldsmed til at sætte sit stempel i den. Den beholder jeg også, men det var sjovt at være med, sagde Else Marie Pedersen.

Der var godt fyldt op i kælderen på Slottet, men de tre vurderingseksperter var hurtige til at vurdere de enkelte genstande, så i løbet af godt to timer lykkedes det at nå igennem samtlige genstande. Nogle af de fremmødte gik skuffede derfra, da deres medbragte genstand viste sig at være mindre værd, end de havde håbet. Der var dog også adskillige, der fik en meget højere vurderingspris, end de havde forudset.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden