Arvidsen: Ny struktur nødvendig

AaB Ishockeys manager, Karsten Arvidsen, glæder sig til den nye sæson, hvor strukturændringer vil give mere seværdig hockey

Karsten Arvidsen forlader posten som manager i AaB Ishockey med øjeblikkelig virkning.
Foto: Michael Koch

Karsten Arvidsen forlader posten som manager i AaB Ishockey med øjeblikkelig virkning. Foto: Michael Koch

Når AaB Ishockey tager hul på endnu en sæson i AL Bank Ligaen, kan de se frem mod endnu flere lokalopgør som følge af strukturelle ændringer i ligaen, og klubbens manager Karsten Arvidsen mener at den nye struktur i AL Bank Ligaen er godt for sporten, og helt nødvendig. - Noget skulle der ske, da vi kun er otte hold i rækken, siger Karsten Arvidsen. AaB-manageren mener dog ikke, at den nye struktur giver klubberne mere at spille for. - Det handler altid om at vinde. Vi har beholdt et slutspil, som selvfølgelig vil medføre den sædvanlige hype, men grundspillet lægger også op til noget seværdig ishockey, pointerer Arvidsen. AaB vil med den nye struktur igen tørne sammen med de samme hold, især lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks adskillige gange. - Det er altid et tema med de mange indbyrdes opgør, men jeg tror ikke at fansene ser det som et problem. Jeg tror godt, de kan lide de kampe, fortæller Karsten Arvidsen, og slår fast, at det er vigtigt at finde en balance, hvor man ikke udvander sit eget produkt. - Gnisten skal stadig være der i lokalopgørene, siger Arvidsen. AaB tager i aften hul på AL Bank Ligaen mod sidste års mester fra SønderjyskE i en kamp, som kommer til at bære præg af kulissen i Vojens. - SønderjyskE har to hold - et på udebane og et på hjemmebane, den lille hal i Vojens giver dem en fordel på grund af stemningen og de tvivlskendelser fra dommerne, det fører med sig, vurderer Karsten Arvidsen, som dog ikke mener, at SønderjyskE kan komme med noget, der overrasker AaB. - Vi kender deres spillestil, og en af nøglerne for os er at lægge massivt pres på fra start, som vi plejer, og så bygge videre på det.