AS Roma smider point i Serie A-premiere

Hovedstadsklubben måtte nøjes med et enkelt point, efter at det blev 1-1 ude mod Hellas Verona.

AS Roma er blandt holdene, der vil udfordre de seneste fire års mestre, Juventus, i den italienske Serie A i fodbold.

Lørdag aften var Roma med i premierekampen i den nye sæson, men det gik ikke helt efter planen for cheftræner Rudi Garcias tropper fra hovedstaden.

Roma måtte nemlig nøjes med 1-1 i udekampen mod Hellas Verona.

Roma stillede med flere debutanter, blandt andre Edin Dzeko, som klubben har lejet hos engelske Manchester City.

Angriberen fra Bosnien kom dog ikke på scoringstavlen.

Også målmanden Wojciech Szczesny, som Roma har lejet i Arsenal, fik debut.

Polakken blev passeret i første halvleg, da Veronas Bosko Jankovic headede bolden mod mål.

Men heldigvis for Wojciech Szczesny dukkede Romas Daniele De Rossi op lige før målstregen og headede bolden væk.

Et kvarter inde i anden halvleg var der dog ikke noget at gøre for udeholdet, da Bosko Jankovic bragte Verona foran 1-0.

Føringen holdt kun i fem minutter. Så udlignede Alessandro Florenzi for Roma, der dermed trods alt fik et point ud af turen til det nordlige Italien.

Roma-ikonet Francesco Totti måtte i øvrigt se hele kampen fra reservebænken.

I lørdagens anden kamp vandt Lazio 2-1 hjemme over Bologna.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.