Aså

Asaa Billardklub har fået en jyske mester

Ronni Simonsen har spillet billard i to et halvt år, og har nu kvalificeret sig til DM

ASAA:Ronni Simonsen fylder 18 år til august, og så er det slut med at spille i ungdomsrækkerne. Så hedder det divisionsplan. 18. december blev han let og elegant Jysk Mester, der blev holdt i Asaa Billardklub, og her skal også kvarfinalerne til DM-turneringen 15. januar holdes, idet Ronni Simonsen havde det højeste snit på 20 point. - Vi spiller på almindeligt klubplan op til Jyllandsserie, men nu kommer vi nok til at satse noget mere på Ronni, fortæller en stolt næstformand, Knud Jensen. Ronni Simonsen er samtidig den nye generation af billardspillere, der foruden at kaste glans over klubben, også er med til at trække flere yngre kræfter til. - Jeg begyndte at kommer herned for at bruge netcafeén, og landede ved billardbordene, fortæller Ronni Simonsen. Netcafeén har nemlig også den funktion, at når der er pause ved pc-erne, så tager de unge lige en tur ved billardbordene. Og så kan de godt få "blod på tanden" og fortsætter træningen. Nu er klubben oppe på syv flittige, unge spillere, hvor Ronni Simonsen også fungere som træner for dem. Der er ingen regler for, hvornår man kan begynde at spille billard, men det passer som regel med, at man skal kunne nå ind over bordet. - For to et halvt år siden begyndte han virkelig at træne, og vi kunne se , at han var glad for at komme her. Og vi er glad for, at han kommer, siger Knud Jensen. Det er længe siden, Asaa Billardklub har haft en Jysk mester, så der bakkes naturligvis op omkring Ronni Simonsen, når der skal køres til mesterskabsstævnerne, og han mener, at klubben er god nok til Danmarksserien igen. Til billardspillet hører en uniform. Hvid skjorte, sorte bokser, rem og naturligvis mærket fra den tilhørende klub. Og der er også en helt særlig stil og stemning. Der klappes ikke, men godt spil tilkendegives ved et knips eller "god spillet". Ronni Simonsen har en meget afslappet tilgang til en kamp. - Der er nogle, som går rundt om bordet flere gange for at studere keglerne. Det gør jeg ikke. Ét blik er nok, fortæller han. Det er også ok at tabe en kamp, bare det var godt spillet. Asaa Billardklub fik i det forgangne år 40 nye medlemmer til netcafeén, da en lokal sponsor havde givet et medlemsskab til årets konfirmander. Ronni Simonsen bruger megen fritid i klubben, mens det daglige arbejde lægges i en grilbar i Hjallerup. Han bor i Asaa, og har også haft volleyball og fodbold som fritidsinteresser. Fremtiden? Foreløbig gælder det DM - og så tænker han meget på at blive kok.