Lokalpolitik

Asaa får tredje genbrugsplads

Men Flauenskjold-borgerne får mulighed for at køre til Dybvad med affaldet.

Asaa kommer til at huse den tredje genbrugsplads. Arkivfoto: Bente Poder

Asaa kommer til at huse den tredje genbrugsplads. Arkivfoto: Bente Poder

Asaa bliver hjemsted for den tredje genbrugsplads i den tidligere Dronninglund Kommune. Det vedtog Brønderslev Byråd. Men placeringen af genbrugspladsen blev samtidig startskuddet til, at der etableres et samarbejde mellem Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV), der driver genbrugspladser i blandt andet Brønderslev Kommune, og AVØ, der driver genbrugspladser i Frederikshavn Kommune. Det var formand for forsyningsudvalget, Jens Fjendbo Jensen (V), der lagde op til dette samarbejde. Han ser en mulighed for, at borgerne i Flauenskjold-området kan benytte AVØ’s genbrugsplads i Dybvad. -I forvejen er der en del, der kører over kommunegrænserne, og sådan bør det også være, sagde Jens Fjendbo Jensen, der henviste til miljøet. Borgerne i Flauenskjold har kun fem-seks kilometer til Dybvad, mens de har 10 kilometer til genbrugspladsen i Dronninglund. Runa Christensen (V) sagde, at borgerne i Flauenskjold-området er vant til at krydse kommunegrænsen i forskellige sammenhænge. Jens Fjendbo Jensen oplyste, at han har fået reaktioner fra Flauenskjold Borgerforening. Ifølge Jens Fjendbo Jensen er det AVV, der har ønsket færre men større genbrugspladser. Den tidligere Dronninglund Kommune har syv genbrugspladser, men der er i forhold til indbyggertallet kun basis for tre. Der blev i fjor indviet en ny genbrugsplads i Hjallerup, og midt på året 2009 ventes en ny genbrugsplads i Dronninglund indviet. Der har været peget på både Flauenskjold og Asaa som hjemsted for den tredje genbrugsplads. -Skal man se på beboertallet, bør den placeres i Asaa, men ser man på afstanden, bør den være i Flauenskjold. -Men hvis, man kan køre over kommunegrænsen fra Flauenskjold til Dybvad, vil Asaa være den bedste placering. Jens Fjendbo Jensen henviste til, at der stilles visse krav til genbrugspladser omkring blandt andet befæstning. -I og med, at der stilles større krav til pladserne, er det ret kostbart at anlægge pladser. Derfor skal der være færre og større pladser.