Asaa Havn sander til: Nu er en varig løsning på vej

Problemet er løst i år, men fortsat sand i Asaa Havn

I slutningen af maj blev sejlrenden renset opved hjælp af en sandpumpe. Arkivfoto: Kurt Bering

I slutningen af maj blev sejlrenden renset opved hjælp af en sandpumpe. Arkivfoto: Kurt Bering

ASAA:Problemet med den tilsandede sejlrende i Asaa Havn er løst i år, men nu skal der findes en permanent løsning.

Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg har besluttet at søge eksperthjælp til at løse problemet fremover. Der hyres nu et rådgivende ingeniørfirma, der skal finde en permanent løsning.

Det var ellers aftalt, at Asaa Havn skulle komme med et forslag til løsning, men havnen mener, at det er en opgave for et rådgivende ingeniørfirma.

Ifølge formand for Asaa Havn, Mogens Hajslund, er der drøftet flere muligheder - en spunsvæg, en løsning med sten eller bølgebryder.

- Men bestyrelsen har ikke forudsætninger eller økonomi til at vurdere, hvilken løsning der er den rigtige, siger Mogens Hajslund.

Udgifter løber op

Udgifterne i år har ikke kunnet holdes inden for budgettet på 300.000 kr., men er løbet op i 453.000 kr.

Det var ventet, at løsningen med at pumpe sandet op, ville være noget billigere, men den teori holdt ikke stik. Løsningen med at pumpe sandet lykkedes ikke, så der måtte graves med en gravemaskine.

De øgede udgifter er blandt andet en følge af, at der er skiftet entreprenør midt i processen.

Tidligere år er sejlrenden gravet fri med gravemaskine, men i år er sandet pumpet væk fra sejlrenden i 2,5 meters dybde og 25 meters bredde. Havnens egen båd kan med sin skrue piske sandet vej i løbet af sommeren.

Flere grundstødninger

Inden sandet i havneindsejlingen blev fjernet, stødte flere lystfartøjer på grund, hvilket betød, at Sæby Redningsstation måtte komme de nødstedte sejlere til undsætning. Det skete i en periode, hvor havnen endnu ikke var åbnet.

I fjor var der i løbet af sommeren en del grundstødninger.

Asaa Havn søger Brønderslev Kommune om et ekstraordinært tilskud på 350.000 kr.

Der var budgetteret med et ekstra tilskud fra kommunen på 200.000 kr. i havnens regnskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.