Nordjylland

Asbestsyge kvinder får nu erstatning

Kvinder, der har fået lungehindekræft, fordi deres mænd har arbejdet med asbest, kan se frem til kompensation

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Hustruer og mødre, som stod derhjemme og vaskede de aalborgensiske eternitarbejderes støvede tøj og siden er blevet ramt af lungehindekræft, får nu langt om længe erstatning.

Partierne bag satspuljeforliget er blevet enige om at lave en ny kompensationsordning og har afsat 10 millioner kroner til formålet på satspuljen fra 2016.

Med ordningen bliver det muligt for personer, der er ramt af lungehindekræft - fordi deres partnere har slæbt asbeststøv med hjem - at få 170.000 kroner.

Håndsrækningen til de kræftsyge glæder Kræftens Bekæmpelse.

- Vi er utroligt glade for, at politikerne har lyttet og fundet en løsning på et stort problem, siger Dorte Crüger, formand for Kræftens Bekæmpelse.

- Kvinderne bliver ikke raske af at få penge, med det er en anerkendelse af deres skade og et udtryk for ansvarlighed og anstændighed over for disse kvinder.

De berørte kvinder er blevet syge, fordi de har indåndet skadeligt asbeststøv, når de eksempelvis har rystet og vasket deres mænds arbejdstøj og omfavnet deres partnere.

En undersøgelse fra Aalborg Universitet viste i 2014, at cirka halvdelen af de kvinder, der får sygdommen, har en mand eller søn, der har arbejdet med byggematerialet asbest.

Og netop den nye dokumentation er hovedårsagen til, at asbestproblemerne er blevet en del af årets satspuljeforhandlinger, lyder det fra Socialdemokraternes sundhedsordfører.

- Jeg har kæmpet for, at vi fik handlet meget hurtigt på denne sag, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til Ritzau.

- Vi bør som samfund sikre en anerkendelse og støtte til de her kvinder, for det var jo deres arbejde at være hjemmegående husmødre. Derfor mener vi, at det er rigtigt at sende en kompensation til dem.

Hidtil har de berørte kvinder ikke kunnet få erstatning. For i modsætning til mændene, der har været udsat for asbest på deres arbejde, er kvinderne ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Fra 2016 får de asbestsyge pårørende til gengæld en kompensation.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst