ASEM-lande støtter FN i Irak-konflikt

Ingen enighed om, hvordan man skal få Saddam til at makke ret

EMNER 24. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Stats- og regeringslederne fra EU og en række asiatiske lande, der mandag og tirsdag er samlet til det såkaldte ASEM-topmøde i Bella Center i København, bakkede i går op om FN's forsøg på at løse Irak-krisen. Men her hørte enigheden imidlertid op. Spørgsmålet om, hvor langt man kan gå for at få Irak til at makke ret, forbliver der stor uenighed om. Mens der internt i EU er store meningsforskelle med hensyn til en eventuel militær aktion, er modstanden i de asiatiske lande om endnu mere udpræget. Den danske statsminister og EU-formand, Anders Fogh Rasmussen (V), erkendte da også efter formiddagens forhandlinger, at synspunkterne havde bredt sig over et stort spektrum. - Hvis jeg skal være åben og ærlig, så må jeg sige, at der var nuancerede opfattelser blandt de forskellige ledere, sagde Fogh Rasmussen. Alligevel havde Frankrigs præsident, Jacques Chirac, under morgenens forhandlinger angiveligt lagt ud med at foreslå, at landene vedtog en politisk erklæring angående Irak-konflikten. Dette blev dog hurtigt fejet af bordet, for som en EU-diplomat tørt konstaterede efterfølgende, så ville ikke engang EU-landene kunne blive enige om en sådan. Hvordan skulle en så stor størrelse, som ASEM er, så kunne blive det. I stedet forblev diskussionen en diskussion, hvor stats- og regeringslederne udtrykte deres bekymring over situationen. - Vi understregede behovet for en multilateral tilgang til det irakiske problem, og vi støtter fuldt ud det arbejde, som FN's generalsekretær, Kofi Annan, og FN's sikkerhedsråd udfører, sagde Fogh Rasmussen. Samtidig sagde han, at den generelle holdning blandt ASEM-medlemmerne er, at Irak skal lade FN's våbeninspektører komme ind i landet igen uden betingelser. - Irak må gøre alt for at inspektørerne kan genoptage deres arbejde, sagde han og tilføjede, at Irak må overholde FN's resolutioner. Den danske statsminister afviste imidlertid at sige noget om, hvad der skal ske, hvis Irak ikke bøjer sig for FN's krav. - Det vil være for tidligt at kommentere på mulige aktioner i tilfælde af, at Irak ikke opfylder FN's resolutioner, sagde han blot. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...