Naturkatastrofer

Asien-ofre gør os klar til nye indsamlinger

Flodbølgerne i Asien har ikke fået os til at glemme Afrika, som mange hjælpeorganisationer ellers har frygtet. Tværtimod tyder mange ting på, at danskernes enorme vilje til at hjælpe ofrene for tsunamien smitter af på de glemte katastrofer.

- Vi oplever en større tilgang af medlemmer og erhvervspartnere og en interesse for at donere penge. Ikke bare til Asien, men også til vores arbejde andre steder, fortæller indsamlingschef Gitte Jeppesen fra Dansk Røde Kors. Folkekirkens Nødhjælp samler 6. marts ind til Afrika i hele landet. Strategirådgiver Rasmus Helveg Petersen kalder indsamlingen for "den store lakmusprøve" på, om danskernes vilje til at støtte nødlidende varer ved. - Sultne i Afrika er det stik modsatte af tsunami-katastrofen, der var dramatisk og en nyhed. Nu samler vi ind til noget, der foregår i stilhed, som er en gammel nyhed og som folk er trætte af at høre om, siger Rasmus Helveg Petersen. Alligevel er han optimistisk forud for indsamlingen. - Vi har en god fornemmelse. Vi ligger langt over det antal indsamlere, vi havde på samme tidspunkt før sidste indsamling, og vi samler flere penge ind til Afrika nu, end vi gjorde for et år siden. Folk er opmærksomme på, at vi ikke må glemme Afrika, mener Rasmus Helveg Petersen. I sidste uge advarede FN's Fødevareprogram (WFP) om, at donationer til Afrika i januar faldt med godt 20 procent. Alligevel mener direktøren for WFP's nordiske kontor, Mikael Bjerrum, at katastrofen i Asien kan gavne Afrika på længere sigt. - Det specielle ved tsunami-katastrofen var den folkelige respons. Mange følte sig berørte, gav bidrag og involverede sig. Den folkelige interesse for andre mennesker langt væk kan være en positiv sideeffekt af tsunami-katastrofen, siger Mikael Bjerrum. Han mener også, at den enorme mediedækning af flodbølgerne i Asien har fået folk til at føle, at det rent faktisk nytter at hjælpe. - Vores bekymring er, om regeringerne stadig husker, at der er noget, der hedder Afrika. Og netop det, at der er en større interesse i befolkningerne, kan smitte af på politikernes vilje til at støtte. At man sender et signal om, at det her er et fælles problem, siger Mikael Bjerrum.