Aske bag to gange ild

Naturkatastrofer 22. april 2003 08:00

I Hals blev brandvæsnet både påskelørdag og påskedag kaldt til brand. Der var mange lighedstegn mellem de to brande, da det begge gange var sommerhusejere, der havde tømt en brændeovn for aske, som var årsagen. Påskelørdag blev Hals Brandvæsen klokken 18.30 kaldt til ildebrand, da der var gået ild i en græsrabat ved et sommerhus på Søndergade i Hals. Da brandmændene ankom til stedet, kunne det konstateres, at det blot var et ganske lille areal, der var brændt. Ejerne havde fået slukket ilden, så brandvæsnets opgave var herefter kun at efterslukke. Klokken 18.26 påskedag var den så gal igen. Her var der udbrudt ild i et græs- og lyngareal på en ejendom beliggende på Blålyngvej i Hals. Ved brandvæsnets ankomst ti minutter senere kunne det konstateres, at der var tale om en tom sommerhusgrund på omtrent 1200 kvadratmeter, men to sommerhuse var på det tidspunkt i overhængende fare for at blive antændt af flammerne. Ilden blev dog stoppet få meter inden disse, da brandvæsenet i samarbejde med tililende naboer hurtigt fik ilden slukket. Ved begge sommerhuse havde ejerne om morgenen tømt deres brændeovne for aske, som så var blevet smidt ud i græsarealet. Begge havde de ment, at der ikke var gløder tilbage i asken, men deri tog de altså fejl, da ilden i begge tilfælde blussede op senere samme dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...