Askepot/pop kommer til byen i Rolls Royce

Film 1. februar 2003 07:00

HJØRRING: Når det bliver mandag, præcis kl. 15.30, er der standsmæssigt skuespillerbesøg i byen. For foran Hjørring Bio Center ruller skuespillerne fra "Askepop - The Movie" ind i Rolls Royce. Det sker i anledning af en snigpremiere på musicalen, der nu også er blevet til film, hvor man dermed kan møde den berømte Sofie Lassen-Kahlke, der blev kendt fra Krumme-julekalenderen og de senere film om Anja & Viktor. Derudover kan man også møde skuespillerne Karl Bille og Joachim Knop, hvor sidstnævnte dog kan blive forhindret, da han i øjeblikket prøver på en opera. I biografens foyer bliver der efter ankomsten mulighed for at tage billeder af skuespillerne, der også skriver autografer. Kl. 16.15 byder de så velkommen i sal 1, hvorefter snigpremieren begynder. "Askepop - The Movie" har først officiel danmarkspremiere fredag 7. februar, men inden da kan man altså smugkigge på filmmusicalen om den stjernedrømmende Mille (Sofie Lassen-Kahlke). Hun bor alene med sin mor (Pernille Schrøder); de har ikke ret mange penge, men de har hinanden og er lykkelige. Vi befinder os i 50'erne, efterkrigstidens hæmninger er så småt ved at blive sluppet, og der er store chancer for den, der tør følge sine drømme. Og Mille vil gerne være musicalstjerne i en film og helst med tidens største filmstjerne, Johnny Rocket. Så Milles mor låner 20.000 kr. af sin modbydelige søster, så hun og Mille kan åbne en milkshake-bar, hvor de unge kan hænge ud, score og lytte til den nye sound fra jukeboxen. På Movie Star studierne er der dog problemer. Til filmproducenten Volles fortvivlelse er hans stjerne, Johnny Rocket, blevet træt af at spille den samme helterolle i film efter film, han vil nu kun spille med en pige, han elsker. Volle er rasende, da han har købt kulisserne til Askepot fra et falleret teater og vil producere det som en lowbudget filmmusical med Johnny i hovedrollen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...