Aspirerer til pris

Helle Kirketerp er blandt finalisterne til Gør det muligt-prisen.

Ken Poulsen fra Nordea overrakte blomster og billetter til Helle Kirketerp, der er indstillet til Gør det selv-prisen. Foto: Carl Th. Poulsen

Ken Poulsen fra Nordea overrakte blomster og billetter til Helle Kirketerp, der er indstillet til Gør det selv-prisen. Foto: Carl Th. Poulsen

- Bare det at se smilet hos børn, der slår deres første koldbøtte eller foretager det første kast. Det er det hele værd. Ordene kommer fra Helle Kirketerp, der er formand for Ørsø Judoklub. Hun er nu eneste nordjyde i finalen om "Gør det muligt-prisen". Hun aspirerer derfor til Gør det muligt-prisen på 75.000 kr., der uddeles i forbindelse med DR1's store show på tv, "Sport 2011". Arrangementet finder sted 7. januar i Herning Kongres og Kulturcenter, hvor der vil være 5000-6000 personer. Helle Kirketerp og hendes mand, Peter Kirketerp, er æresgæster. Men hele bestyrelsen for Ørsø Judoklub tager turen til Herning. Oprindeligt var der 25 foreslået fra Nordea i Nordjylland, men der er nu kun Helle Kirketerp tilbage. Kandidaterne repræsenterer et bredt udvalg af sportsgrene og gør alle et stort stykke arbejde for børn og unge i det lokale idrætsliv. - Der er kun én, der kan vinde prisen på 75.000 kr., så det bliver spændende at se, om det bliver Helle Kirketerp, siger filialdirektør Ken Poulsen fra Nordea i Brønderslev. - Men alene det at blive nomineret er et skulderklap, der viser, at Helle Kirketeps indsats bliver værdsat. Vi krydser fingre for Helle Kirketerps chancer, siger Ken Poulsen. Han har overrakt blomster og lykønskninger til Helle Kirketerp. Nu er det så op til Steen Fladberg fra team Danmark, roeren Eskild Ebbesen, Preben Staun fra Danmarks Idrætsforbund og en repræsentant fra Danmarks Radio. Der udpeges tre finalister forud for finalen 7. januar. - Det bliver en stor oplevelse at være blandt så mange mennesker, siger Helle Kirkterp. Helle Kirketerp har helliget sig helt og holdent til judosporten. Det begyndte i 1975, da hun som 14. årige begyndte at dyrke judo i Aalborg. - Jeg holder af at slås, og det er nok gået ud over nogle drenge, mindes Helle Kirketerp. Hun blev træner i Aalborg. Det var også her hun mødte sin mand, Peter Kirketerp, der var judokæmper. I 1983 flyttede familien til Klokkerholm, men Helle Kirketerp fortsatte i Aalborg til 1986. Hun blev ret hurtigt involveret i trænerjob. I 1993 begyndte datteren, Christina, at dyrke judo i Ørsø. - Det udviklede sig, fortæller Helle Kirketerp. Hun træner fire hold i Ørsø, foruden at hun er formand for klubben med 135 medlemmer. De yngste er kun tre-fire år. Desuden deltager hun i et stort antal stævner i ind- og udland. Søren Larsen, der er én af indstillerne, fortæller: - Helle Kirketerp har magtet at rumme mange børn. Det er børn med forskellige diagnoser og kæmpere, der har opnået udtagelse til forskellige landshold. - Hun er initiativrig, igangsætter og en ildsjæl ud over det sædvanlige. Selv har hun sort bælt, 1. dan. I forbindelse med en sommerlejr mødte hun en japaner på 88 år, der havde 10. dan, som er det højest opnåelige. Helle Kirketerp bruger tre aftener om ugen og gerne to-tre weekender om måneden på judo. - Men det gør ikke noget, når det er éns interesse, siger Helle Kirketerp. Hun fortsætter så længe det er sjovt.