Assad: Luftangreb mod syriske soldater er terrorstøtte

De luftangreb, som den amerikanskledede koalition står bag, er "åbenlys aggression", siger Syriens præsident.

Ritzau
SYRIA-DIPLOMACY Foto: Scanpix/Ho
Udland 19. september 2016 15:47 - Opdateret 19. september 2016 15:49

De luftangreb, der i weekenden ramte syriske styrker, viser "stigende støtte til terrorister fra de lande, der er imod Syrien", siger Syriens præsident, Bashar al-Assad.

- Det seneste eksempel på dette er den åbenlyse amerikanske aggression mod en af den syriske hærs positioner i Dayr Az Zawr, som var til gavn for Daesh, siger Assad med brug af en anden betegnelse for Islamisk Stat.

Det var den koalition, der med USA i spidsen bekæmper Islamisk Stat, som fra luften bombede nogle af den syriske hærs positioner ved Dayr Az Zawr i det østlige Syrien.

Danske F-16-fly har deltaget i angrebet, som ifølge Ruslands forsvarsministerium har kostet 62 soldater fra den syriske hær livet.

Mens angrebet var i gang, gjorde Rusland angiveligt USA opmærksom på, at det ikke var Islamisk Stat, man var i gang med at bombe.

Det amerikanske forsvar har udtrykt beklagelse over hændelsen, som har forårsaget øgede spændinger mellem USA og Rusland.

En af Assads toprådgivere, Buthaina Shaaban, siger i et telefoninterview med det franske nyhedsbureau AFP, at den syriske regering "mener, at angrebet var overlagt".

- Ingen af kendsgerningerne på landjorden viser, at det, der skete, var en fejl eller et tilfælde, siger hun.

Præsident Assad siger mandag, at de lande, der er imod hans regering - herunder USA samt en række europæiske og arabiske lande - gør "alt i deres magt" for at holde den foreløbig fem år lange krig i gang.

Udtalelserne faldt under et møde med Irans viceudenrigsminister, Hossein Jaber Ansari, i den syriske hovedstad, Damaskus.

Iran er - sammen med Rusland - et af de få lande, der støtter Assads styre.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...