Assange får igen nej til frit at forlade ambassade i London

For anden gang på to uger taber Julian Assange i retten. Australieren kan ikke frit forlade ambassadeskjul.

En britisk domstol opretholder en arrestordre på whistlebloweren Julian Assange, som dermed må blive i sit skjul på Ecuadors ambassade i London. Foto: Scanpix/Justin Tallis
Retsvæsen 13. februar 2018 15:50 - Opdateret 13. februar 2018 17:57

En britisk domstol opretholder en arrestordre på whistlebloweren Julian Assange, som dermed må blive i sit skjul på Ecuadors ambassade i London.

Den 46-årige australier, der blandt andet står bag læk af USA's militære hemmeligheder, har opholdt sig på ambassaden siden 2012.

Forlader han stedet, risikerer han at blive anholdt.

Efter afgørelsen skriver whistlebloweren blot på Twitter, at han har "tre måneder til at anke".

Det er den anden kendelse på to uger. Assange, der står bag WikiLeaks, fik også en dommers afvisning i sidste uge.

Australieren har frygtet at blive udleveret til Sverige, hvorfra han måske vil blive sendt videre til USA.

I USA risikerer han at blive tiltalt for at have udleveret hemmelige oplysninger fra de amerikanske krige i Afghanistan og Irak.

De svenske myndigheder har tidligere ønsket Assange udleveret for anklager om voldtægt. Han har hele tiden afvist, at anklagerne skulle have noget på sig.

Sverige trak anmodningen om udlevering af Julian Assange tilbage i 2017.

Men Storbritannien har fastholdt arrestordren. Det skyldes, at WikiLeaks-bagmanden ikke overholdt betingelserne for løsladelse mod kaution, da han søgte tilflugt på ambassaden.

Hans advokater har argumenteret, at de britiske myndigheder ikke længere kan kræve Assange anholdt.

Dommeren mente dog efter en afvejning af for og imod, at arrestordren var på sin plads, selv om Assange har opholdt sig som i et fængsel i over fem år.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...