Assistent fortsætter på posten i Fortuna

HJØRRING:Fortuna Hjørrings nye norske cheftræner, Eli Landsem, får en dansk assistent på bænken, når jagten på DM-guldet går ind til foråret. Det står fast, efter Kenneth Kjærsgaard har sagt ja tak til at fortsætte i assistentrollen efter et succesfuldt efterår med klubbens tidligere guldtræner Jacob Nørgaard, som fremover skal stå i spidsen for klubbens andethold i danmarksserien. - Man kan ikke sige andet, end at vi får et kompetent team omkring vore bedste spillere, konstaterer en tilfreds sportschef i Fortuna Hjørring, Mette Bach Kjær, der har store forventninger til Kenneth Kjærsgaard. - Han lavede et flot stykke arbejde sammen med Jacob Nørgaard. Samtidig har det også været vigtigt for Eli Landsem at få en assistent, der kender spillerne og forholdene i klubben, siger Fortuna-sportschefen. Kenneth Kjærsgaard kom til Fortuna Hjørring i sommerpausen før den nye sæson. Han er i øjeblikket i gang med det sidste år på Dansk Boldspil-Unions elitetræneruddannelse, og klubben har store forventninger til ham. Ved siden af jobbet som assistenttræner for divisionsholdet skal han indgå i et tæt samarbejde med Jan Madsen, der gennem mange år har trænet klubbens bedste juniorer. - Han har et utroligt godt blik for talenter, så han skal også være med til at skabe en grøn linje fra klubbens ungdomsafdeling over juniorafdelingen og videre op, siger Mette Bach Kjær.