Astana vil gøre Fuglsang til kaptajn

Tre store cykelhold kæmper lige nu om at blive Jakob Fuglsangs nye arbejdsgiver, siger rytterens agent.

Astana vil gøre Fuglsang til kaptajn

Cykelrytteren Jakob Fuglsang vil i løbet af den kommende uge pege på sin nye arbejdsgiver.

Det fortæller hans agent, Moreno Nicoletti, som siger, at tre store professionelle cykelhold lige nu kæmper om at få Radioshack-Nissan-rytteren på sit hold efter nytår.

De tre hold, som Jakob Fuglsang forhandler med, er Bjarne Riis' Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, Omega Pharma-Quickstep og Astana.

- Jakobs situation er således: 60 procent på Riis, 30 procent på Omega Pharma, 20 procent på Astana, siger agenten til Jyllands-Posten.

Samtidig understreger han, at tallene tilsammen skal give 110, da der er omstændigheder i tilbuddet fra Astana, som han endnu ikke kan nævne i pressen.

Hos Astana lægger manager Giuseppe Martinelli ikke skjul på ønsket om at hente 27-årige Fuglsang til holdet.

- Vi leder efter en rytter, som kan præstere godt i Touren, for i Giroen næste år er vi allerede dækket ind med ryttere.

- Jakob kan blive kaptajn i Touren sammen med Janez Brajkovic, siger manageren til Jyllands-Posten.

Jakob Fuglsang ligger i øjeblikket i offentlig diskussion med sit nuværende hold, Radioshack-Nissan, som valgte at vrage ham til årets Tour de France, efter at han i medierne havde talt om at forlade holdet.

Ud over den glippede Tour får Fuglsang heller ikke lov til at køre flere World Tour-løb i denne sæson.

Som et slags svar på behandlingen vandt Jakob Fuglsang i forrige uge i stedet Østrig Rundt.

En præstation, der imponerer Astanas Giuseppe Martinelli, som mener, at danskeren "fortjener et hold, som kan køre for ham i Touren".

- Hvis han tager til Saxo Bank, skal han arbejde for Contador, siger manageren til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst