Astmakurven blandt børn er knækket

København, fredag /ritzau/ Forekomsten af astma hos børn er stabiliseret efter mange års vækst. Det viser en ny undersøgelse fra Odense Universitetshospital, der har undersøgt større børnegrupper med 10 års mellemrum. I 1991-92 fandt forskerne 7,2 pct. astmatikere, mens det nye tal viser 5,6 pct., skriver Dagens Medicin. - Der er ikke længere nogen holdepunkter for at sige, at der stadig sker en stigning i astmatilfældene hos børn. Heller ikke, når vi sammenholder vores resultater med nyere udenlandske undersøgelser, siger overlæge Susanne Halken, som sammen med professor Arne Høst står bag undersøgelsen. Mens stigningen ser ud til at stoppe for børn, ser det ud til, at der fortsat sker en stigning i antallet af voksne med astma og allergi. /ritzau/