Redningsvæsen

Astman kan regne med radikal støtte

R ønsker flere naturparker, men ingen lægehelikopter

det giver mere sikkerhed at sige nej til en lægehelikopter i Nordjylland og holde fast i samarbejdet med forsvaret, mener den radikale regionsrådskandidat Herdis Djernæs, der til daglig er sygeplejerske i Thisted.

det giver mere sikkerhed at sige nej til en lægehelikopter i Nordjylland og holde fast i samarbejdet med forsvaret, mener den radikale regionsrådskandidat Herdis Djernæs, der til daglig er sygeplejerske i Thisted.

NORDJYLLAND:Mens forholdet mellem De Radikale og Socialdemokraterne p.t. er noget køligt på Christiansborg, er der der stadig varme følelser mellem partierne i det nordjyske regionsråd, mener De Radikale. Regionsrådsformand Ulla Astman (S) kan derfor godt regne med støtte fra De Radikale, når det nyvalgte råd efter valget 17. november skal vælge formand. - Ulla har mange gode egenskaber, og hun har i sine to år som formand vist, at hun evner at indgå i en dialog uden at træde på andre. Vi har under hendes ledelse følt os som en ligeværdig partner, sagde det enlige radikale regionsrådsmedlem, Vagn Kvist, da partiet i går på et pressemøde præsenterede det valgprogram, som de 16 radikale kandidater går til valg på. Venstres spidskandidat, Birgitte Josefsen, vil under ingen omstændigheder kunne få radikal støtte til at blive regionsrådsformand. - Jeg har oplevet hende i politik i adskillige år, og hun har ikke imponeret mig. Samtidig er jeg socialliberal, så uanset hvilken pris Venstre eventuelt ville tilbyde for støtte, bliver det ikke aktuelt, sagde han. Satser på Havs stemmer De Radikale stiler efter at fordoble mandattallet i regionsrådet. - Vi var sidste gang tæt på mandat nr. to, og Vagns engagerede og begavede arbejde har aftvunget respekt hos mange, sagde den nordjyske radikale formand, Peter Hvid Jensen. Han tror samtidig, at det er til fordel for partiet, at stemmeslugeren Orla Hav (S) ikke genopstiller til regionsrådet. - Vi har indtryk af, at mange sidst stemte på Orla Hav, selv om de ikke normalt stemmer socialdemokratisk. Vi håber, at mange af dem denne gang i stedet stemmer på os, sagde Peter Hvid Jensen. De Radikale går til valg med et digert valgprogram, som er udarbejdet af en gruppe på godt 20 partimedlemmer. Nej til lægehelikopter Partiet vil styrke de praktiserende lægers tovholderfunktion før, under og efter indlæggelser, oprette hospicepladser i Thy-Mors-området, uddanne akutmedicinere, så visiteringen til de relevante specialer forbedres, samt udvide antallet af naturparker. Mindst 30 procent af landsdelens areal skal i 2025 være udlagt til natur. Partiet siger til gengæld nej tak til en lægehelikopter. Selv hvis staten tilbyder regionerne dem. - Forsvarets helikoptere fungerer jo fortrinligt, og modsat lægehelikopterne kan de flyve i al slags vejr og nå til eksempelvis Læsø, også hvis det er dårligt vejr. Vi mener derfor, det giver mere sikkerhed at holde fast i den nuværende ordning, som forsvaret også er tilfreds med, fordi den sikrer dem træning, sagde regionsrådskandidat Herdis Djernæs. I valgprogrammet fastslår De Radikale også, at partiet ønsker en fuld lægeuddannelse på Aalborg Universitet. Ved præsentationen tilkendegav spidskandidat Vagn Kvist, at han ikke tror, Aarhus Universitet mener det alvorligt, når man truer med at afbryde det nyetablerede samarbejde om uddannelse af læger med Aalborg Sygehus, hvis AAU får ja til en lægeuddannelse. - Jeg tror ikke, det er en reel trussel. Aarhus Universitet har under alle omstændigheder brug for pladserne i Aalborg. Vores opgave er at prøve at få de to universiteter til at snakke sammen, selv om de lige nu har mere end svært ved at forliges, sagde han.