Astorp har købt BM Skilte
Handelschef Michael Astorp har købt BM Skilte i Dronninglund
Opdateret 28. december 2012 kl. 17:35
DRONNINGLUND: Virksomheden BM Skilte i Dronninglund har fået ny ejer. 41-årige Michael Astorp fra Hjørring overtager firmaet 1. januar.
De fire medarbejdere i firmaet forsætter. Og firmaets grundlægger og hidtidige ejer, Bjarne Møller, vil være ansat i firmaet i en overgangsperiode, så overdragelsen kan ske på en god måde og kontinuiteten sikres.
- Jeg overtager et rigtig godt og sundt firma, som jeg glæder mig til at videreudvikle, siger Michael Astorp.
Michael Astorp har været handelschef i Brønderslev det seneste år, og han har opsagt sin stilling per 1. januar. Sideløbende med jobbet som handelschef, har han formået at opbygge firmaet Astorp Media, og et nystiftet selskab, Astorp Skilte og Reklame aps, har købt BM Skilte.
Firmaet har til huse på Blytækkervej i Dronninglund, og råder over 300 kvadratmeter værksted og lige så mange kvadratmeter til kontor- og produktionslokaler.
Hidtil har BM Skilte været leveringsdygtige i alle former for reklameskilte, profilbeklædning og bilreklamer. Og sådan vil det også være i fremtiden.
- Men jeg vil gerne tage mere med. Med den erfaring jeg har, vil jeg også have salg af bannere, brochurer, folder, flyers, visitkort og specialaviser. Jeg vil kunne tilbyde alt inden for reklamer.
Tilbage i branchen
Faktisk er Michael Astorp med købet vendt tilbage til den branche, som han oprindelig er udlært i. Han er nemlig udlært skiltemaler.
- Men jeg har ikke arbejdet med det siden, jeg blev udlært, siger Michael Astorp og tilføjer, at han gennem årene har høstet en række nyttige erfaringer og sikret sig et omfattende netværk inden for medie- og reklamebranchen. Det ser han som et kæmpe plus i den nye virksomhed.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.