Coronavirus

AstraZeneca-vaccinerede får andet stik med ny vaccine

150.000 vaccinerede med AstraZeneca vil få tilbudt en anden vaccine, når de skal have stik nummer to.

Foto: INA FASSBENDER / AFP / Ritzau Scanpix

Foto: INA FASSBENDER / AFP / Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:Siden Sundhedsstyrelsen tog AstraZeneca-vaccinen ud af vaccinationsprogrammet, har der været uklarhed om, hvad der skulle ske med de 150.000, som allerede har fået første stik.

Torsdag afklarer Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, at de, der har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, vil blive tilbudt stik nummer to fra en anden vaccineproducent.

Folk vil blive tilbudt stik nummer to, cirka 12 uger efter at de fik første stik.

- Vi har gennemgået dokumentation og de faglige anbefalinger fra andre lande, og på den baggrund finder vi, at det bedste tilbud er at tilbyde alle, der har modtaget ét stik med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca at få andet stik med en såkaldt mRNA-vaccine, siger direktør Søren Brostrøm i pressemeddelelsen.

Stik nummer to kommer til at foregå med anden vaccine, der bruger mRNA-teknologi.

I Danmark er to af disse vacciner godkendt - vaccinen fra Pfizer/BioNTech og den fra Moderna.

Disse vacciner indeholder små genetiske koder, der lærer kroppen at danne antistoffer, som beskytter mod coronavirusset.

Det er anderledes end for vaccinen fra AstraZeneca, som benytter såkaldt viral-vektor-teknologi.

Vaccinen er lavet af en modificeret version af et almindelig forkølelsesvirus fra chimpanser. Forkølelsesvirusset er ændret, så det ligner et coronavirus, men man bliver ikke syg af det. Virusset får kroppen til at danne antistoffer, så den vaccinerede er beskyttet mod coronavirus.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.