ASV 87 vandt over Nibe HK

Efter en svær start på udebane mod Nibe HK fik ASV 87s damer i håndboldens serie 1 mod kampens slutning vendt billedet og vandt med 17-19 efter at have været i front med et enkelt mål 9-10 ved pausen.

Efter en lidt famlende start fik de østhimmerlandske damer dækket op for hjemmeholdets hårdskydende bagspillere. Første halvleg var lige, men efter pausen gik Nibe frem og mandsopdækkede Katrine Olesen. Det gav problemer i omstillingsspillet. Samtidig blev der begået en del tekniske fejl, som Nibe udnyttede til at score flere mål på kontraløb. En halv snes minutter inde i halvlegen var hjemmeholdet foran med 14-11. Inden da havde ASV 87 også misbrugt flere store chancer. Midt i halvlegen vendte kampen. Ikke mindst fordi Maibrit Munk i ASV 87-målet fik pillet pynten af Nibes skytter med flere store redninger. I angrebet gik Mille Vinther forrest og fik sat en række flotte scoringer ind. Et minut før tid førte ASV 87 med 18-16. Hjemmeholdet gik frem mand mod mand og fik reduceret til 17-18, men med ti sekunder tilbage fik ASV scoret til slutresultatet. Mille Vinther tegnede sig for fem mål. Mikaela Kristensen fire, Katrine Olesen og Jette Damm hver tre. Helle Damm og Gitte Sand scorede to mål hver.