Asylcenter køber skudsikre veste til ansatte

Nogle medarbejdere på Asylcenter Holmegaard er utrygge. Nu har ledelsen indkøbt beskyttelsesudstyr til dem

Politiet har masser af sikkkerhedsudstyr. Nu køber asylcentrene også skudsikre veste. Foto: Henrik Bo.

Politiet har masser af sikkkerhedsudstyr. Nu køber asylcentrene også skudsikre veste. Foto: Henrik Bo.

HOLMEGAARD:Hverdagen er blevet så utryg for nogle ansatte på landets asylcentre, at flere er begyndt at efterspørge skud- og stiksikre veste, som de kan trække i under arbejdstøjet.

Det skriver Berlingske.

Hos Langeland Kommune, der under samlebetegnelsen Asylcenter Holmegaard driver 17 asylcentre rundt om i landet, har man fået flere henvendelser fra bekymrede ansatte.

Derfor har centerledelsen nu taget konsekvensen og indkøbt 10 skud- og stiksikre veste.

- Nogle medarbejdere har rettet henvendelse, fordi de nogle gange har følt sig utrygge. Der har været nogle verbale trusler, som de har været bekymrede for, kunne have ført til mere, siger Ulrik Pihl, der er centerleder på Asylcenter Holmegaard, til Berlingske.

Verbale trusler

Han understreger, at de verbale trusler ifølge kommunens oplysninger endnu ikke har udviklet sig til farefulde situationer, hvor en stiksikker vest havde kunnet gøre en forskel.

Ulrik Pihl understreger over for Berlingske, at det ikke er meningen, at personalet skal gå rundt med vestene til dagligt.

Vestene kan for eksempel blive nyttige ved svære samtaler med beboere, som kan være udadreagerende og truende, og hvor personalet vurderer, at snakken kan udvikle sig i en farlig retning, nævner Ulrik Pihl.

Ingen veste i brug - endnu

Han understreger dog også flere gange over for Berlingske:

- Vi opfordrer på ingen måde vores personale til at gå ind og tage del i en fysisk konflikt. Vi skal forsøge at tale os ud af det rent verbalt og ellers hellere trække os. Og så er det sådan set en politiopgave og klare de problematikker, der opstår.

Foreløbig har der ifølge centerlederens oplysninger endnu ikke været tilfælde, hvor personalet har hevet vestene frem.

Ifølge Berlingske Research er Asylcenter Holmegaard det eneste center, der har investeret i de skud- og stiksikre veste.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden