Asylcentret smiler igen

Forholdet til naboerne er blevet meget bedre i løbet af det sidste halvandet års tid

Bosnien-Hercegovina 8. september 2002 08:00

ULSTED: Udadtil ser Røde Kors Asylcentret Jyllenshave ud, som det gjorde for halvandet år siden, men der er sket meget siden dengang. Der bor godt nok stadig omkring 70 asylansøgere inde i selve centret - primært muslimer fra Afghanistan, Eks-Jugoslavien og Somalia - og de bor tæt. De er typisk fire mand om at dele et værelse på 12 kvadratmeter, så der er ikke meget plads til at rende rundt og brede sig. Ændringen har mere med miljøet uden for centret at gøre, siger centerleder Bodil Thomsen. Hun fortæller, at flere af asylansøgerne i august 2001 blev flyttet fra centrets hovedbygning og ud i villakvarteret udenfor. I alt har centret lejet sig ind i ni almindelige villaer, som er blevet lavet om til Røde Kors-lejligheder, og det betyder, at asylansøgerne nu er en del af lokalsamfundet. Om det har været udslagsgivende for den mest i øjnefaldende ændring, der er sket i Ulsted, ved hun ikke, men den er meget væsentlig for dem. - Forskellen fra nu og halvandet år tilbage er, at vi nu kan gå rundt på vejene her i området og møde folk, der smiler til os. Før var vi ikke velsete her, og jeg tror, at flere af de lokale var bange for os, men sådan føles det ikke længere, siger hun. Hun mener primært, at ændringen er kommet, fordi sammensætningen af beboerne på asylcentret har ændret sig. Tidligere boede der stort set kun enlige mænd på centret. Nu er der kommet flere kvinder, børn og hele familier til, og det gør en forskel. - Det virker meget mindre truende, når de lokale møder en familie, der kommer gående med en barnevogn, siger hun. Kaffe med naboerne Og beboerne på asylcentret er generelt enige. Bosnieren Nadir Bajramovic, der har levet som asylansøger i Ulsted i tre en halv måned, fortæller, at han kun har mødt venlighed og hjælpsomhed i nabolaget. - Det er meget, meget rart, og vi har god kontakt til naboerne, siger han og fortæller, at de jævnligt inviterer hinanden til kaffe og giver en hånd med i hinandens huse, når der er brug for det. Ali Yousofi fra Afghanistan, der for nylig har fået en praktikplads hos bageren i Hou og som har været på asylcentret i Ulsted i tyve måneder, er også glad for at bo på stedet. Og han nikker samstemmende, da Nadir Bajramovic fortæller, at han og flere andre af asylcentrets mandlige beboere regelmæssigt hjælper et ældre Ulsted-ægtepar med at slå græs og passe have. Beboerne sørger også for at komme ud i området. De henter æg, æbler, kartofler og mælk fra nærliggende gårde og "viser deres ansigt" så at sige. Og formanden for Ulsted Borgerforening, Ole Christensen, fortæller, at der er noget om snakken. - Det virker som om, at de er faldet ind, og det hele er blevet lidt mere naturligt nu, siger han og fortæller, at ud fra de snakke, han har haft med andre Ulstedborgere, så er det en generel opfattelse. - Min opfattelse er, at folk i hvert fald ikke er bange mere, siger han og tilføjer, at den borgergruppe, der for et par år siden arbejdede hårdt på at få lukket asylcentret, nu har opløst sig selv igen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...