EMNER

Asylchef: Uro en grim oplevelse for beboere

BIRKERØD:De beboere, der er tilbage i Sandholmlejren, oplevede demonstrationen uden for lejren som meget ubehagelig. Det siger Røde Kors' asylchef, Jørgen Chemnitz. - De scener, som vi kunne se på tv, ville vi gerne have undværet. For beboernes og også for personalets skyld, tilføjer han. Heldigvis er den tåregas, som politiet kastede mod nogle af demonstranterne, ikke drevet ind over lejren. Vinden var nemlig i det "rigtige" hjørne. Ifølge Jørgen Chemnitz accepterer Røde Kors, som driver lejren, folks ret til at ytre sig omkring regeringens udlændingepolitik. - Vi har også haft en god dialog med de folk, der står i spidsen for demonstrationen, og fået det indtryk, at de absolut var indstillet på en fredelig aktion. Men vi kunne godt være nervøse for, om de havde fuldstændigt greb om tingene, og desværre virkede det, som om nogle af dem, der var mødt op, ville noget andet end en fredelig demonstration, siger asylchefen. /ritzau/