Retspleje

Asylsøgere nægtede alt om indbrud

NØRAGER:Med trippende fødder og fingrene rastløst trommende på anklagebænken blev en stærkt smøgtrængende makedonsk mand i går eftermiddags i retten i Hobro sendt fire uger i varetægtsfængsel. Samme skæbne overgik to tidligere landsmænd fra henholdsvis Jugoslavien og Bosnien. De tre sigtes for et bræk natten til søndag hos Byggekram, Bredgade 10 i Nørager. En ugerning, de hårdnakket nægter ethvert kendskab til, skønt en politipatrulje på det nærmeste tog dem på fersk gerning. Ordenshåndhæverne passerede gennem Nørager små fem kvarter efter, at lørdag var blevet til søndag. Politiet fik øje på tre mænd i løb over parkeringspladsen hos Byggekram. Patruljevognen snurrede rundt, og snart efter fandt politiet trioen gemt i ly af mørket og bag nogle mælkekasser hos Sparkøbmanden i Jernbanegade. Den ene bar en gul kasse under flugten. Den fandt politiet i bagagerummet på en blå Nissan Sony ikke langt fra Byggekram sammen med fem motorsave til en værdi af 13.000 kroner. Dertil en hjulnøgle og en mejsel brugt til indbruddet. Men nej. Både bil og byggemarked nægtede to af de tre ethvert kendskab til. Den 26-årige serber ville dog godt være ved, at han havde kørt bilen. De tre havde efter eget udsagn siddet og snakket uden for en café i Nørager - hvis eneste udskænkningssted er kroen. Den 30-årige bosnier demonstrerede direkte foragt for retten ved at sætte sig med ryggen til dommer Mette Kølln. Han fik klar besked om at vende sig. Manden har netop fået afslag på asyl i Danmark og må belave sig på at rejse hjem, mens håbet endnu lever hos de to andre. Makedonieren forklarede, at han efter 15-20 dage i Danmark havde Sverige som asylmål, og at han boede på asylcentret i Randers. Den forklaring afviste anklageren, fuldmægtig Mette Glavind, med henvisning til de papirer, makedonieren bar på lommen. Papirerne med et vellignende foto fortæller om en 20-årig makedoner, der i seks måneder har opholdt sig på asylcentret i Middelfart. Den sigtede kunne ikke rigtig huske noget om dokumentet. - Fotoet ligner da ellers dig meget godt. - Der er mange personer, som ligner mig, lod makedonieren forstå gennem den indkaldte tolk. Udsigten til fire uger i varetægt behagede ham tydeligvis ikke. - Jeg vil gerne undskylde. Jeg blev lidt længere i Danmark end planlagt. Det skyldes, at jeg skal have et barn om 10 dage, betroede han. Men fængslet, så politiet kan få udredt hans identitet, blev manden - og til sin store fortrydelse med lov til kun at beholde 500 kroner på lommen under varetægten. - Jeg ryger to pakker cigaretter om dagen, protesterede han. Men makedoneren må strække syv pakker over 26 dage i skyggen.