Asylsøgere udvist tre år

Nægter alle indbrud i Byggekram

Tyverier 4. juli 2003 08:00

NØRAGER: Efter at have siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af juni har tre udlændinge nu fået dom for et indbrud begået om natten hos Byggekram i Bredgade i Nørager. For de to af mændene, en 20-årig makedoner og en 26-årig serber, lød dommen på 14 dages fængsel samt udvisning af Danmark de næste tre år. Da de allerede har siddet varetægtsfængslet i 27 dage, blev de løsladt straks efter dommen. - Begge søger i øjeblikket asyl i Danmark, så udvisningen af landet de næste tre år står kun ved magt, hvis de får afslag på deres ansøgning, forklarer politianklager Mette Glavind. Den sidste udlænding, en 30-årig mand fra Bosnien, fik derimod fire ugers fængsel og udvisning af Danmark de næste tre år. Manden har tidligere fået afslag på asyl efter en tidligere dom og har derfor i forvejen indrejseforbud til Danmark. - Af samme grund er bosnieren fortsat varetægtsfængslet og efter dommen overført fra arresten i Hobro til Sandholmlejren med henblik på en senere udvisning, påpeger Mette Glavind. Alle tre mænd modtog ifølge politianklageren deres domme. Benægter indbrud Ligesom ved grundlovsforhøret i begyndelsen af juni benægtede alle tre mænd at have begået indbruddet i Byggekram, hvor der blev stjålet fem motorsave til en samlet værdi af 13.000 kroner. - De forklarede til gengæld, at to af dem havde opholdt sig på kroen og var i Nørager på pigebesøg. Mødet med den tredje medgerningsmand, den 26-årige serber, havde været helt tilfældigt i forbindelse med, at han skulle aflevere en bil til en albaner, som han dog ikke kunne redegøre nærmere for i retten, fortæller Mette Glavind. Trioen blev ellers næsten taget på fersk gerning af en politipatrulje kort efter indbruddet. Ordensmagten passerede tilfældigvis gennem hovedgaden af Nørager og fik øje på de tre mænd i løb over parkeringsplads ved Byggekram. Patruljevognen snurrede rundt, og snart efter fandt politifolkene de tre mænd, der i ly af mørket gemte sig bag nogle mælkekasser uden for Sparkøbmanden i Jernbanegade. Under flugten bar den ene mand en gul kasse, der senere blev fundet i en blå Nissan Sunny ikke langt fra Byggekram. Den 26-årige serber erkendte allerede i grundlovsforhøret at have kørt bilen. Alle tre forklarede dengang, at de havde siddet og snakket sammen uden for en café i Nørager, hvis eneste udskænkningssted er kroen, nabo til Sparkøbmanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...