At gå ind i et maleri

I ny installation på Kunsten er billedkunstner og audio-designer gået sammen om at skildre hjemmets og hulens klang

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et Ikea-katalog har været biblen for billedkunstneren Bodil Sohn og komponisten og audio-designeren Marie Højlund, mens de arbejdede på kunstværket "Hjemklang". Værket spiller på ideen om hjemmet som en moderne hule, og sætter det i forbindelse med naturens huler, menneskehedens første hjem. Installationen præsenteres som en stor, grim kasse i forhallen, lige når man kommer ind på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. - Men bag på kassen er der en dør, der giver publikum mulighed for at gå ind i maleriet og lukke døren bag sig, forklarer Bodil Sohn, der har tilbragt de sidste par dage med at føje de sidste detaljer til kassens indvendige udsmykning. Fire hvide vægge, et hvidt loft og et hvidt gulv danner rammerne for et lille hjem, hvor alle møbler og alle ejendele er påmalet væggene, som silhuetter i naturlig størrelse. - Det er et tema, jeg har arbejdet meget med i mine tidligere udstillinger, fortæller Bodil Sohn, mens hun tilføjer et par mønter på et af bordene. Værket blev vist første gang sidste år på kunstnersammenslutningen Guirlandens udstilling "Ekko" i Aarhus Kunstbygning, men nye detaljer er tilføjet til udstillingen på Kunsten i Aalborg. - Jeg ville gerne have haft en kikkert med i det oprindelige hjem, men den virkede underlig og belurende for sig selv. Siden faldt jeg over en udstoppet fugl, og så kunne jeg pludselig få kikkerten med, smiler billedkunstneren, der meget nøje har valgt alle elementer i det lille hjem. Bord og sofa er fra Ikea, men ellers er resten fra kunstnerens eget hjem, eller noget hun har fundet rundt omkring. - Et rigtigt hjem er et sted, hvor man opbevarer de ting, man samler ind. Det her maleri skulle være et rigtigt hjem, så det skulle både være praktisk og personligt, fortæller billedkunstneren. - Det var vigtigt at få rummet til at se beboeligt ud. Det måtte ikke blive et sterilt udstillingsrum, forklarer hun, mens hun peger hen på æbleskroget på bordet. Med fire højtalere og et lydspor tilføjer Marie Højlund en ekstra dimension til Bodil Sohns tredimensionelle maleri. Marie Højlund er underviser på audiodesign på Aarhus Universitet, og otte af hendes studerende har hjulpet med til at designe lydsporet, som en del af deres eksamensprojekt. Holdet af studerende har blandt andet været i Mønsted Kalkgruber for at optage hulelyde, der så er blevet blandet sammen med hjemlige lyde, som uret der tikker. Lydsporet er 17 minutter langt, men lydoplevelsen vil være forskellig for hvert besøg. En mikrofon i rummet optager alle lyde i rummet og giver det ekstra rumklang, så publikum selv får en aktiv rolle i at skabe lydoplevelsen. Det vil være muligt at træde ind i værket fra i dag, fredag, hvor man også kan møde Bodil Sohn. Marie Højlund er i øjeblikket på ferie og vil derfor ikke være til stede ved åbningen. En af hendes tidligere studerende vil dog opføre et nyt musikstykke inspireret af kunstværket. Installationen udstilles frem til 9. april.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.