At holde livet i hånden

I fredags oplevede jeg noget af det smukkeste, livet kan byde på. Det var på en kirkegård, og det var ren kærlighed. En lillebror stod ved sin storesøsters grav, holdt mig i hånden og fortalte, hvordan han hårdt prøvede at respektere, at hun havde valgt at tage sit eget liv. Hverken han, hende eller jeg er eller var unge, vi er og var knap 50 alle sammen og har kendt hinanden i 25 år. Nu stod to af os der og så på den golde jord næsten dækket af farveglade tulipaner. Og han snakkede om, hvordan hun hoppede ud fra femte sal under en depression, og at den handling viste en beslutsomhed, han aldrig havde mødt hos hende før. - Det var det, hun ville, konkluderede han. - Og det må jeg respektere. Det gjorde ondt at se ham være næsten gennemsigtig af sorg. Men det var også smukt. For han havde kun kærlighedens ord tilovers for hende, selv om han savnede hende usigeligt. Han har bebrejdet sig selv, men ved et sted, at hendes beslutning om at nå døden, da hun ville, var stærkere end nogen anden afgørelse, hun nogensinde havde truffet. Dragningen mod døden var og er uforståelig for os begge. Vi er for meget tvivlere. Måske ser det hele anderledes ud i morgen? Hendes valg var ikke disrespekt for livets gave, men en hjertets overbevisning om, at det var det rette for hende og for dem, der betød noget for hende. Sådan talte vi, mens han holdt mig i hånden, og jeg følte mig så heldig at have mødt en, der vovede at tale højt om de største følelser i livet - døden og kærligheden, skylden og sorgen. Det var bare en almindelig formiddag, hvor andre var på job, i skole, hjemme i hverdagen. Og her stod vi og var nær ved det allerhelligste. Det kunne have været en rædslens stund, kunne have været timer med gru og forknythed. I stedet blev det timer med latter, med gode ord om en elsket søster og sød veninde, med minder, med respekt, med vævning af alle de tråde, vores tre liv var flettet sammen af. Vi grinte, lo, tørrede tårer væk, lo lidt mere, var alvorlige, blev ved at holde hinanden i hånden. Hårdt. For lige at være sikre på, at den anden var der. For lige at minde os selv og hinanden om, at vi vælger at være her lidt endnu. For lige at hædre livet og hinanden og hende, der gjorde noget andet end de fleste, men har lige så meget ret til kærlighed og gode tanker som alle andre. Hvor end hun er.