At male med dansere

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Previous Next

Dans er i sin essens ordløs kunst, og i denne kombinerede portræt- og kunstfilm om den store danser Pina begynder vi lige på og uden videre forklaring. En danserinde står med trækharmonikaen foran sit bare bryst og illustrerer med ganske enkel mimik og enkle ord årstidernes skiften, hvorefter resten af danseensemblet kommer ind, festklædte i habit og kjole, alt efter køn, og gentager hendes bevægelser, mens en drivende sentimental, tysk slagermelodi lægger lydside til disse. Tidligere løsgængervalgte folketingsmedlem Jacob Haugaard vil om ikke andet være kendt for sit ganske kontante syn på dansekunsten. Hvad følgende citat illustrerer: - Jeg vil give Indre Mission ret i en ting. (Kunstpause). Man bliver liderlig af at danse! Undertegnede anmelder skal ikke udgive sig for at være specielt kyndig ud i moderne dans, men må konstatere at denne Wim Wenders 3D-hyldest til danser og koreograf Philippine Bausch (1940 - 2009), kaldet Pina, er både smuk, gribende og ganske ubesværet ved hjælp af dans bringer dig i nærkontakt med følelser og stemninger, du slet ikke anede, at du havde inde i dig. Filmen forsyner ikke tilskueren med basal baggrundsviden, som ville gøre den nemmere at gå til for den, som ikke har fulgt moderne dans på tætteste hold det sidste halve århundrede, eller kender til de epokegørende stykker som Bausch satte op på sit Tanz-theater i tyske Wuppertal. Så derfor ganske kort: Pina var klassisk ballettrænet, men også under indflydelse af den moderne tyske dansebevægelse, der løsrev sig fra den klassiske ballet og søgte mod en mere fri dansestil. Efter studieophold i New York vender hun som 21-årige tilbage til Tyskland, først som danser, men mere og mere som koreograf med egne stykker. Og finder frem til den krævende og udfordrende arbejdsmetode, som vi ser så mange eksempler på i filmen. Hun beder danseren svare på spørgsmålet: - Hvad er det du længes efter? Hvad vil du med dit liv? Og danserne svarer ved at improvisere og uden ord med kropssprog at give udtryk for deres længsel. Det kan lyde allerhelvedes fortænkt, men selv en træskotrampende polkaidiot vil kunne mærke, at her er der noget væsentligt på spil. Det lykkes faktisk igen og igen Pina og hendes dygtige dansere at fremmane en uforklarlig stemning, smerte og glæde, som rammer en dybt. Der er ikke tale om dans i traditionel forstand, men et betagende miks af dans og teater, hvor mimik, sang, tale, grin og gråd også er med til at fuldende dansen. Og understøttet af ganske anderledes musik, ikke blot klassisk, men også pop, beat, og ikke mindst gamle døgnslagere, der i al deres banalitet giver voldsom kontrast til dansens forfinede udtryk. Sikke nogle dansere Pina havde til rådighed, når hun skulle male stemninger. Smidige og kraftfulde og nogle gange ude i ganske halsbrækkede akrobatiske manøvrer, kommer du selv hele tiden igen og igen i kontakt med glæden ved at bevæge sig. Du ved, den der fornemmelse, når man lidt håndsvedende pludselig finder rytmen og kan bevæge sig uhæmmet, frit og naturligt. Dokumentaren er fint klippet sammen med udvalgt arkivmateriale, kombineret med korte solooptrædender af hendes dansere. De bliver undervejs også interviewet om Pina, hendes arbejdsmetode og hvad hun betød for den enkelte danser. Det bliver vel rigeligt langt, til gengæld er mange af deres afskeds- og mindeoptrin i form af solodans både bevægende og smukke. Men ellers er der også mange udtryksfulde scener fra nogle af den kontroversielle dansers store forestillinger, som "Le Sacre du printemps", "Cafe Müller" og "Vollmond". Enkelte scener brænder sig mere fast end andre. Det tørvebrune jordtæppe med de dansende mænd og kvinder og den røde kjole er en af dem. Men ellers hører scenerne, hvor danserne rykker ud i virkeligheden og gennemfører deres soli midt i et vejkryds, i et kørende højbanetog eller steppende i parken med en gøende hund rundt om benene, til dem, som virkelig rykker igennem og får dig til at knibe dig selv i armen. Kan man virkelig danse på den måde, så grænseoverskridende og umiddelbart henrykkende? Pinas dansere kan. Dansens desperate insisteren på ærlighed og dens søgen efter skønhed og kærlighed får her en helt overjordisk skønhed. I visuel konfrontation med et betonparkeringshus eller en stor McDonald's-reklame. Der venter en stor oplevelse også for den ikke dansekyndige, som tør købe billet til denne livsbekræftende film om den umulige kunst. At danse følelser, smerte og kærlighed frem. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Pina" En film tilegnet Pina Bausch. Tyskland, 2011 Instr.: Wim Wenders En time, 43 min. Till. f. alle. Danmarkspremiere, Biffen, Nordkraft.