At miste sin elskede

Sorgen er prisen for kærligheden, mener Johannes Møllehave

Man har pligt til at sørge. Man skylder stadig den, man elsker, at vise kærligheden. Den forsvinder ikke, bare fordi den anden er væk, siger Johannes Møllehave. Foto: Michael Bygballe

Man har pligt til at sørge. Man skylder stadig den, man elsker, at vise kærligheden. Den forsvinder ikke, bare fordi den anden er væk, siger Johannes Møllehave. Foto: Michael Bygballe

Hun er jo ikke væk. Jeg ser hende i børnebørnene, især i de fire piger. Og jeg ser hende, bare jeg ser mig omkring i mit hjem. Det er hende, der har købt alle tingene. Hun er ikke væk. Vi var gift i 42 år, og de kan ikke bare forsvinde. Da Johannes Møllehave mistede sin hustru, Herdis, i 2001, forsvandt en del af den helhed, han levede i. Hun var der ikke længere hver morgen. Han blev alene. Sørgede. Sørger stadig. - Det er prisen for kærlighed. Kærligheden er spiren til sorg. Man kan ikke sige, man ikke vil tage sorgen med. Den er der. Man kan faktisk se sorgen som kærlighed, man ikke kan komme af med. Johannes Møllehave sidder i en slidt grøn lænestol i et karsk sollys på Studentercaféen bag Budolfi Kirke. Hans hår er lysende hvidt og forblæst. Og selv når han sidder, støtter han sig gerne til sin stok. En smuk en af slagsen. Han har været ramt af mange blodpropper i hjerte og hjerne, er mere træt end før og har fået en stram livsregel af lægerne om kun at arbejde 75 minutter i træk. Det gør ham godt at respektere sagkundskaben, vedstår han senere, da han sidder på scenen inde i salen ved siden af og holder foredrag. Om døden. Først sidder han dog her, drikker lidt vand, smiler og hilser konsekvent på alle, der kommer hen til ham. Lytter til spørgsmålene, tænker og tænder for den hukommelse, hvori der ligger vers og salmer, citater og ord på menneskelig viden i en mængde, der synes helt og aldeles ufattelig. ”Det ender godt” Han er skrøbelig nu. Et filter i ham har taget skade, som han beskriver det i bogen “Det ender godt”, der for kort tid siden er udkommet. Den er skrevet af Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, der er taget med ham til Aalborg, og er et koncentrat af 20 gange to timers interview med den 72-årige præst og forfatter, der har fyldt godt i den danske menighed med sin glædesgivende tilgang til alt i livet, selv døden. Måske har filteret taget skade, så han er blevet mere værgeløs, som han beskriver det i bogen, men den synlige sårbarhed har også givet ham modet til at være med til en hel bog om det at dø. Det handler bogen og foredraget om, men først lidt mere om kærligheden, som man ikke må miste, når man mister den, man elsker. - Jeg mener som Søren Kierkegaard, at man har pligt til at sørge. Man skylder stadig den, man elsker, at vise kærligheden. Den forsvinder ikke, bare fordi den anden er væk. Det værste er at skilles Johannes Møllehave kalder det en glad pligt at mindes den anden, som man har delt et måske langt liv med. - At elske og blive elsket gennem så mange år giver et overskud, som man kan trække på. Man må fortælle sig selv, som St. St. Blicher gør det i “Hosekræmmeren”, at det værste ikke er at miste, men at skilles. Det er værre at være i samme rum med en, man ikke længere er nær med, end at miste. Han levede med en sindssyg mor, fra han var 11. Han vidste det. Det samme ved dem, der lever med en ægtefælle med alzheimer. At sidde der i samme rum uden at være sammen. Det er det værste. Kan skilsmisser også være værre end at miste? - Ja, det mener jeg faktisk, de kan. Ved skilsmisser har man også pligt til at sørge og mindes den fælles kærlighed. Det kan bare være svært at komme til. At leve i kærlighed er nødvendigt, mener Møllehave i lighed med N.F.S. Grundtvig, hvis tredje vers i “Kærlighed til fædrelandet” fra 1853 han citerer ordret, for “det gælder al kærlighed”: Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad Loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde, men er hele Lovens fylde. Hvornår man for alvor forstår, at det gælder om at tage vare på kærligheden, om det er “om tre år eller i april”, kan han ikke svare på. Kun “håbe, at det sker”, inden man mister hinanden. - Det er pudsigt, ikke? Alle ved, de skal dø, men ingen tror på det. Og ingen ved, om der er en anden tilværelse efter døden, men vi tror det, lyder det lidt senere fra ham, da han har fået sig sat på stolen på scenen i den fyldte sal, hvis velkommenhed næsten er til at røre ved. Showgenet er tændt - Jeg har hørt ham så mange, mange gange. Jeg døjer med at læse, men at lytte til ham, det elsker jeg, siger fhv. landmand Karl Isak Krogsgaard, 68 år, mens han med veløvet skråskrift skriver særlige sætninger ned. - Han giver jo håb, tilføjer han om manden, der nu har tændt for sit showgen og kaster lys over alvoren med vittigheder og ekvilibristiske sproglege fra egen og andres hånd. Det er livsformende ord, han vil af med, og han vil ikke lade tilhørerne slippe udenom ved at give dem anledning til at blunde. - Vi bliver nødt til at lade hver dag være i sit alvor. Vi skal leve i dag, som skulle vi dø fra hinanden i morgen. Vi må ikke lade dagen ende i raseri eller skænderi. Vi skal leve i nuet. Ikke opgive det. Kierkegaard skriver om, at øjeblikket er evighedens atom, at evigheden rører ved dig hvert øjeblik. Det er smukt. Og det betyder, at hvert minut er afgørende. Det er afgørende, om du i det minut møder et andet menneske med varme og godhed frem for med kynisme og distance. Man kan træne sig til at møde livet med lys, mener han, og råder til at skrive fem gode punkter ned, som man har glædet sig over netop den dag. - Det giver 50 glæder på 10 dage. Det er da nogle stykker, påpeger han og siger som Thomas Kingo i sidste vers af “Nu rinder solen op af østerlide” fra 1674: Min sjæl, hvad vil du mer? - Der er kun et svar. Jeg vil mere! Mere liv. Tæt på selvmord Men livet er ikke let, og især efter at have mistet Herdis fyldte det sorte syn faretruende meget hos Møllehave, der endda var tæt på at tage sit eget liv ved at springe fra Storebæltsbroen. - Selvmord er ikke fremmed for mig. Jeg har også begravet mange, men jeg mener, det er præstens opgave at bekæmpe selvmord. Det rammer de efterladte, og man må ikke bruge døden som magtmiddel til at ramme andre. For Johannes Møllehave er håbet, der hindrer ham i at tage sit liv, det religiøse håb. Livshåbet. Til dem, der ikke tror, ved han ikke, hvad han skal sige. - Jeg ved det ikke. For mig er det det kristne håb, det levende håb, siger han, som i bogen beskriver, hvordan han nok havde begået selvmord, hvis han ikke havde været opdraget i troen. - Jeg tror på det evige liv, men jeg kan ikke fortælle med andet end billeder om, hvordan jeg tror, det er. Det er der, med venner i lys vi tale, som Grundtvig skriver. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem, der ikke tror. Det ved jeg ikke. At de, der tror, hører hans ord. Og at ordene gør noget ved dem, gælder i hvert fald 28-årige Mads Nielsen. - Jeg har haft angst, depression og selvmord tæt inde på livet. At en person som han med alle hans erfaringer tør tale om døden, er så inspirerende. Han viser håbet, siger Mads Nielsen, teologistuderende og en af få denne eftermiddag, som ikke har levet mere end det halve liv her på Jorden. Livet er en foræring Håbet kommer ikke blot som en foræring, men ved konstant at minde sig selv om, at man har fået livet foræret. Og sådan en gave kan man ikke blot nægte at tage imod. - Selv ateister taler om, at man fik et lykkeligt liv. Det er ikke noget, man tager. Man får livet af en skaber, men det er da ikke ligegyldigt, hvordan man tager om det, modtager det. Det er heller ikke uden betydning, hvordan man tager afsked med det, pointerer præsten. - Det er godt at få sagt ordentligt farvel. Give sig tid til at tale med de nærmeste. Derfor kan jeg også godt lide hospicetankegangen, hvor ens pårørende kan få en seng ved siden af, så man kan ligge der med hinanden i hånden. Men døden kan ikke altid forberedes. Herdis døde pludselig. Og derfor må man vove at tale om den, inden den er tæt på. Man fremmer ikke døden ved at tale om den, minder han om i bogen. Tre veninder i blæsten Møllehave lever med at have mistet som mange af de, der har lyttet til ham. Der nikkes og snakkes på vejen ud i forårssolen, og i blæsten bag domkirken bliver tre veninder smilende stående og finder ord for, hvad de lige har lyttet til. - Det var så livsbekræftende! Når man når vores alder, spekulerer man da tit på døden, men vi siger til hinanden, vi tre, at vi vil leve og leve og leve nu. Det sagde han jo også, siger Solveig Kristensen, 88 år. - I dag kan jo være den sidste dag, indskyder Bolette Sporleder, 87 år, og ler. I dag er det ikke mismod, der præger de tre, selv om de alle mærker det store savn af den, de har elsket. Bolette har været enke siden 1952, de to andre i færre år, men de hårde ord, der altid er i et ægteskab, er noget, de tre har talt meget om. - Der er da ting, man gerne ville have gjort om, hvis det havde været muligt, siger Erna Davids, 80 år. Hendes mand, Konrad, døde for 15 år siden, mens Solveig Kristensen mistede sin mand Evald, tidl. MF for Socialdemokratiet, for 10 år siden. - Som Møllehave vist også har sagt, så kan man ikke fortryde. Det nytter ikke, konstaterer Solveig Kristensen og tilføjer: - Derfor vil jeg nu bare sige til de unge, der læser det her, at de skal prøve at holde igen med at sige grimme ting til hinanden. De skal tænke sig om. Det ville jeg ønske, nogen havde sagt til os.