Film

At ofre en softice

Når vi skal være rigtig romantiske, tager vi ud for at se solen gå ned. Nogle spiser en is imens. Og nogle klapper, når den er væk. Men hvorfor?

Det er vel ikke for meget at kalde det naturens svar på Bio City. I hvert fald er en strand med en solnedgang mildest talt ganske oplagt, hvis man mangler et tilflugtssted, hvor man ikke behøver tale med konen, eller hvis man vil imponere en kommende erobring med noget ekstraordinært, der ikke kræver så mange scorereplikker. De fleste filmanmeldere vil nok rynke brynene over spændingsopbygningen, når solen går i havet. De vil være upåvirket af de farverige effekter og måske endda kalde sceneriet forudsigeligt. Men sådan er det jo med så mange romantiske komedier. Og hvad gør det, hvis bare der er popcorn. For når vi en gang for alle har defineret det som romantisk, er der ikke nogen eller noget, der kan pille ved det. Men spørgsmålet er, hvordan solens afskedssalut har opnået denne særlige status. - Ja, det er jo lidt uforståeligt, at vi i 2006 stadig betragter en solnedgang som noget af det mest romantiske, vi kan forestille os, siger Morten Albæk, der er filosof og historiker. - Men hver eneste gang, vi har set en film eller læst en kærlighedsroman har den figureret. Og vi er påvirkede af, at kunsten vedholdende har holdt fast i, at solen er et centralt symbol for menneskeliv. Dyrket som gud I de fleste tidlige kulturer har solen været vigtig og er blevet dyrket som en gud. Det har aldrig krævet en doktorgrad at finde ud af, at afgrøderne vokser bedre, når solens stråler varmer, og derfor ofrede man i alle egne af verden både køer, slaver og børn til solen. Man fejrede solhverv, man blev ængstelige og endog bange, når den forsvandt, og man dyrkede den som et ikon for frugtbarhed. Men oplysningstiden blev den også til et naturvidenskabeligt fænomen. Og de to faktorer har fået kunsten til at forelske sig i solen, mener Morten Albæk. - Kunsten har taget guddommeliggørelsen af solen til sig meget tidligt. For den store kunst beskæftiger sig med det fundamentale i livet, siger han og fortsætter - Romantiseringen omkring solen og solnedgangen er et produkt af kunstens behandling af solen som eksistentielt fænomen. Det at kunsten har afbilledet solnedgangen som et kærlighedsfænomen er afgørende. Og hovedparten af al den romantik, vi har i dag er inspireret af eller udviklet af kunsten, siger han. Men selv om solen stadig er ret afgørende for vores liv, er det ret ulogisk, at vi synes, det er romantisk, at se den forsvinde. For vi er jo ikke for alvor er i tvivl om, at den nok skal stå op igen. Men svaret skal findes i adfærdspsykologien mener Morten Albæk. Vanedyr - Mennesket er vanemenneske og i virkeligheden dybt uoriginal. Vi siger til hinanden, at kærligheden er unik, men vi gør alle sammen det samme igen og igen. Vi siger: ”jeg elsker dig som ingen anden” og gør akkurat som det alle andre ville have gjort, siger han og undrer sig over, hvorfor vi ikke har tillagt solopgangen samme betydning. - Det er jo umiddelbart og symbolsk meget mere vigtigt for os, at den står op, end at den går ned. Men grunden til, at det er bedre at være romantisk om aftenen er vel, fordi romantik er noget, der er arrangeret. Det er et koncept og ikke spontant og intuitivt. I dag siger vi: Nu skal jeg have en romantisk weekend med min hustru. Vi bliver til eventmakers i stedet for romantikere. Men med romantik, må man jo mene en romance. Og et kærlighedsforhold afhænger vel ikke af, om man drikker en god rødvin eller spiser en bøf, der er stegt på den rigtige måde, siger han og udtrykker sin fnysende foragt for de klapsalver solen får med på sin vej rundt omkring på de danske strande. - Vi tilbeder stadig solen som kærlighedens og frugtbarhedens ikon. Vi har så fundet en lidt mere sofistikeret måde at gøre det på. Hvor man tidligere ofrede en ko eller en slave, så ofrer man i dag i bedste fald en soft ice - til sig selv. Og romantisk det er det. Måske endda en romantisk komedie.