Turisme

At rejse er at elske

Jeg ved godt, det var en eventyrforfatter, der proklamerede: At rejse er at leve, men det er jo vitterligt sådan her lige midt i virkeligheden. Det ved enhver, der netop nu sidder og gør sig klar til sommerferiens friheder. Han var endda fra Fyn, digteren, og derfra stammer en af mine oldemødre, så måske er det derfor, slægtskabet føles? Jeg ved i al fald lige så vel som H. C. Andersen, at det at rejse er en af de dele af livet, der er med til at udgøre selve formålet med at være til. Men i lighed med ham mærker jeg også, at rejseriet er nært forbundet med savn og tristesse, som han flere gange fik formuleret smukkere end så mange andre. Som når han i "En Digters Bazar" fra 1842 skriver ved afrejsen fra sin anden tur til Italien: "Da jeg forrige Gang forlod dette Land, var jeg inderlig bedrøvet og veemodig derved". Så enkelt er det jo. Man rejser til et sted, falder for det, og må forlade det. Man bevæger sig fra nysgerrighed til forelskelse, vender tilbage af kærlighed, men ender altid med et sorgfuldt farvel. Vi hengiver os til alle de følelser, rejser får frem. Slipper dem fri, når vi holder fri. Som Andersen viser med sine velvalgte ord fra de mange rejser, er de netop til for at holde os åbne og nysgerrige. Ikke bare på verden, men også på os selv, selv om han på selvsamme side som citeret ovenfor beder om, at "man vil tilgive, at jeg for nogle Øieblikke ganske dvæler ved min egen Person". Åbenheden viser os jo ikke kun de glade følelser, også længslen ligger derinde. Længslen mod nye steder, javist, men måske også længslen mod en anden, mod den nærhed, som også han higede efter. Det er den længsel, han også rejser på. Mon ikke mange af os andre også gør det? Ønsker vi ikke også i lige så høj grad at rejse for at være sammen med dem, vi elsker, i rejsens nysgerrige lys, som vi drager af sted for at se en anden strand eller storby end sidste år? Jeg gør. Og jeg ved, jeg atter bliver trist, når ferien er forbi. Ikke blot fordi, jeg skal sige farvel til endnu et sted, jeg ligesom alle de andre steder, vi har været, ender med at elske. Tristessen melder sig også, fordi den rejsende tilstand mellem os pakkes ned, når vi vender hjemad. Heldigvis går der ikke længe, før jeg har accepteret forandringen og er glad for at være der, hvor vi har valgt at leve de fleste dage. Der bor vi jo netop, fordi det er det sted, der vil gøre allermest ondt at rejse fra.