EMNER

At rette smed for bager

SKATTESAG:Hallo Martin Hein: Nu er det altså tid til at få sat kikkerten for det andet øje, når det gælder den netop nedsatte undersøgelseskommission. Gang på gang skriver du (og visse andre journalister) om Helle Thornings skattesag, nu sidst i dag i Nordjyske. Men den sag er til din orientering afsluttet. Der var ikke noget at komme efter; alligevel fortsætter det som "sagen", selv om der er kommet en helt anden dagsorden, der lugter af misbrug af magt i den tidligere regering. Sagen, som du omtaler på side 10, drejer sig ikke om statsministeren men om en Venstre minister, Lund Poulsen. Så få venligst næste gang hans navn op i overskriften. Det er til ære for hans tvivlsomme gerninger, der nu nedsættes en undersøgelseskommission, hvilket er en særdeles alvorlig sag. Måske er der flere højtstående Venstre folk, der har noget i klemme i denne sag. Det kan i længden ikke tilsløres ved at lade det se ud, som om det er statsministeren, der har en sag. Vi forlanger som læsere af avisen en vis nøgternhed, så lad venligst være med at dreje fokus væk fra den, der skal stilles for kommissionen (Lund Poulsen) til den, der blev frikendt (statsministeren). Det er at undervurdere læsernes dømmekraft. Og alligevel har kommentatorer som dig et vist held med at rette smed for bager. I en frisk opinionsundersøgelse går Venstre frem og Socialdemokraterne tilbage. Det blev i en kommentar til undersøgelsen forklaret med, at en del af vælgerne mener, det er statsministeren, der har en sag, og at den er belastende for hendes parti, som så går tilbage i meningsmålingerne.