At se bæstet i øjnene

Efterhånden bliver det arabiske forår mere og mere forandret til det syriske efterår. Landets diktator, Bashar al-Assad, der lyver stærkere, end en hest kan rende, er tæt på at have bombet livet ud af den smule oprør, der er tilbage. Og han får lov til det. Oprøret har netop passeret etårsdagen, men intet tyder på, at det nogensinde når skelsår og -alder. Det er en tragedie. Oppositionen, der stort set kun har haft dét til fælles at ville vælte præsidenten, men ikke har haft den militære styrke til at gøre nogen forskel, og som slet ikke har haft nogle fælles mål, der rakte ud over selve oprøret, er ved at være slidt op - og det har foreløbig kostet 8000 syrere livet. Men tragedien bliver kun forværret af, at det internationale samfund kun har været tilskuer, fordi FN har været totalt handlingslammet takket være Rusland og Kina. Den Arabiske Union har været bemærkelsesværdigt aggressiv og kontant - i ord - men har ikke valgt side på slagmarken. Og vestmagterne med USA i front har - i det omfang, viljen måtte have været der - ikke haft det økonomiske, militære og politiske "overskud" til endnu en krig. Denne komplekse situation har al-Assad været "dygtig" til at udnytte til sit eget spil. Han har lovet i øst og myrdet i vest efter forgodtbefindende, og indtil videre har diverse diplomatiske trusler og appeller raget ham en høstblomst. Han ser ud til at overleve på magten, og så kan han sagtens leve med magten. Folkelig accept og anerkendelse endsige popularitet findes ikke i en diktators ordbog. Der er mere galskab i meningen, end der er mening i galskaben. Alligevel giver det mening, at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil opretholde den danske ambassade i Damaskus, så længe sikkerhedsrisikoen for de ansatte er til at håndtere. Det kan godt være, at diplomatisk dialog nytter mindre end lidt, men hvis alle trak deres ambassadører hjem fra et land, som medierne desuden er afskåret fra, ville al-Assad stå i et åbent skydetelt. Og den, der ikke ser bæstet i øjnene, ved ikke, hvad bæstet gør.