Horsens

At skrue en ny by sammen

STØVRING:En omtanke, en vision og en konsekvens overfor byudvikling. Det er noget, som de har i Horsens, og som man godt kan være lidt misundelig på i Støvring. Det var en af konklusionerne på det foredrag om netop byudvikling, der skulle inspirere de fremmødte til Erhvervs- og Udviklingsrådets møde onsdag. Ordene kom fra en mand, der vidste, hvad han talte om: Stadsarkitekten i Horsens, Henrik Bertelsen. Han har været en af hovedmændene bag den udvikling, der sidste år skaffede Horsens titel af "Årets By". Der blev da også lyttet nøje til de engagerede ord af flere af de embedsmænd og toppolitikere, der til stadighed arbejder for at få den evigt voksende Støvring By til at udvikle sig på en bedste måde. Selv om Horsens er betydeligt større end Støvring er der alligevel en del lighedspunkter. Som Støvring ligger i skyggen af et stort kraftområde som Aalborg er Horsens lidt i klemme i et spændingsfelt mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Derfor har man gjort meget ud af en bevidst indsats for at holde sig interessant for nye borgere og virksomheder. Der har været satset meget på kulturelle begivenheder, ligesom mange ressourcer er blevet anvendt på byens udseende. Det gælder både bygninger, udendørs områder og grønne områder. Og det er især her, Henrik Bertelsen har været involveret. Han lagde stor vægt på, at de stadige forandringer skal ske i samarbejde med borgerne. Gerne med nedsættelse af borgergrupper til projekterne. Når man beder om borgernes mening er det bedst at kalde til møder om overskuelige planer, lød erfaringen fra Horsens. Laver man borgermøder om "byudvikling", kommer der for eksempel sjældent mange, for det begreb er for abstrakt og svært at forholde sig til for andre end fagfolk. Laver man derimod møder med overskrifter som: "Hvad skal der gøres ved Hobrovej", så er folk mere med, og så kommer de oftere, fremgik det. En anden måde at få gjort noget konsekvent ved tingene er at sætte sig for at gennemføre et tema hvert år. I Horsens var det for eksempel Vestbyen, man bestemte sig for at gøre noget ved - og det gjorde man så. I øvrigt med rockere blandt samarbejdspartnerne, kunne han fortælle. Andre temaer har været: "Byens detaljer", byfornyelse"og "Byens grønne rum". Henrik Bertelsen brugte mottoet: "Man skal kende sin fortid - træffe fornuftige beslutninger i nutiden - så får vi en god fremtid". Det blev han ikke uenig med nogen ved.