At tage sit gode tøj og gå

1. september 2007 06:00

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive ret meget mere om kjoler. Men, men. De provokerer åbenbart langt mere, end jeg i min vildeste feminine fantasi havde forestillet mig. Mine kjoler har hidtil trods alt kun ført til, at jeg bliver tiltalt helt anderledes, end da min klædedragt var sort habit og knappet skjorte. Flere af både mit eget og andre køn taler i en så nedladende og overbærende tone, at jeg ikke har hørt magen, siden jeg var 12 år og på sommerferie hos min farmor og havde opført mig forkert foran nogle af hendes fine veninder. Den slags må jeg leve med. Jeg kan endda smile (overbærende) af den opførsel, fordi den hidtil kun er udøvet af dem, der højt besynger, at det er fjoget at gå op i sit udseende - og at de i hvert fald ikke går op i hverken eget eller andres. Det kan få en til at fundere over den lange afstand mellem det man siger, tænker og tror om sig selv. Det gør jeg så, mens jeg glæder mig over andre, der også vover at lege med klædedragten og gøre vores hverdagsudsyn lidt bredere og kønnere. Det er bare ikke alle, der slipper så billigt som mig. Min mor for eksempel. Hun er ansat i en kommune på en ø øst herfra, og hun må ikke gå med sine kjoler længere. Slet ikke dem med farver på. Hun er nemlig socialrådgiver, og ifølge politikerne i forstadskommunen kan socialrådgivere ikke gå i livlige kjoler. Så kan man ikke tage dem fagligt seriøst, forklarede de min mor om den nye dress code (tænk lige over, hvad dress også betyder ud over klædedragt), som de indførte på grund af hende. Hun er 62 år, gennemuddannet, gennemerfaren, dygtig, dejlig og damet. Stolt som bare f... over sin profession, over at hjælpe mennesker i nød til et bedre liv, over at tage dem så seriøst, at hun klæder sig pænt på for deres skyld. Så de mærker, at nogen gør sig umage, selvom de ”bare” er kontanthjælpsmodtagere, der bruger dagen på bænken eller familier, der er knust til atomer med børn alle mulige andre steder end hjemme. Hun er ikke sådan normalt stille i det, min mor, men hele sommeren har hun været det. Indtil forleden, hvor hun besluttede sig, kontaktede et vikarbureau, og begyndte at planlægge sin afsked. Ikke med kjolerne, men med kommunen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...