At være i lykkens hænder

Sådan gøres en stresset kone til en lykkelig kvinde på tre timer

Jeg stormer ind ad døren i vanligt torsdag-morgen tempo. Farten er høj. Bilen er smidt på parkeringspladsen overfor. Blok og kuglepen er fundet frem til iagttagelser og interview, inden jeg overhovedet får sat mig ned. Ind kommer Puk Bonde. Smilende. Rolig. Sanser mit sinds stress med det samme og ser, at det lige skal dæmpes, inden hun kan gøre sig håb om at massere mig. Blidt beder hun mig om at foreslå, hvad jeg kunne tænke mig, at dagen her hos hende skal gå med. - Øhh, vel noget afstressning, lyder det. - Ja, svarer hun og forstætter: - Men svar mig lige lidt mere detaljeret, hvad du godt kunne tænke dig? Jeg er i vildrede. Hvornår er det lige, jeg sidst er blevet spurgt på den måde? Som barn? Foran iskiosken med min farfar? Ja, deromkring. Lykkefølelsen er allerede på vej. For nok er jeg voksen og fuldt ud i stand til at tage vare på mig selv, men når hun spørger så insisterende, må jeg forlegent erkende, at det er jeg måske knapt nok. Jeg ved godt, jeg bør tvinge mig selv til mere ro og selvforkælelse. Ikke kun for min egen skyld, også manden, børnene og jobbet vil have gavn og glæde af, at jeg måske var lige knap så stresset? På få sekunder springer lykken ud, da jeg svarer hende og på samme tid overgiver mig fuldstændig til hende. - Jeg vil gerne i boblebad, have massage og ansigtsbehandling, skynder jeg mig at sige, inden iskiosken lukker. Puk Bonde ser ud som om, hun genkender mig og mine reaktioner fra indtil flere af sine kunder, og holder da også trygt fast i sin rolle som den, der leder mig på vej til det, jeg allerhelst vil. - Der kommer mange som dig. Du skal nok få nogle gode timer, fortsætter hun med et så tillidsvækkende tonefald, at min puls allerede er dalende. Forkæler sig selv På vej ned ad trappen med det varmt glødende røde tæppe fortæller hun, at hun har fået mange faste kunder, selv om hun kun har haft sit lille center her i et par måneder og før det et endnu mindre sted længere oppe ad hovedgaden her i Skørping et halvt års tid. - Mange finder frem til, at det er en god vane at forkæle sig selv nogle timer hver måned, forklarer hun og leder mig ind i det lyse omklædningsrum, hvor kridhvide håndklæder ligger klar med rødt bånd omkring. Jeg trækker sukkende kontortøjet af og når lige at begynde at ærgre over, at badedragt aldrig kommer til at klæde mig, da hun banker på døren og fortæller, at badet er klar. Det lille forventningens sug i maven får lov at leve, da jeg ser ind i en forførende blå sal. En lille pool med fristende vand skvulper langs dækstole i flet og store stager med levende lys. Men det er ikke her, jeg skal være. Jeg ledes videre ind i et lille havregult rum, hvor boblebadet fylder det meste, og behageligheden resten. Jeg sænker mig i det varme vand med salte og lader boblerne snakke med mig. Allerede inden, Puk Bonde har ladet mig alene, er de begyndt at fortælle søde minder om sommerleg og solskin. Om smil og lange, varme dage. Som en novice udi wellness-centre og deslige ved jeg ikke, om alle boblebade kan sætte så meget godt i gang, men boblerne her midt i Rold Skov jager hastigt stressende tanker på flugt. De popper lige op til bevidstheden, men finder ud af, at de ikke er velkomne og forsvinder. Ensomheden er vederkvægende. Den halve time går stærkt, men hjernen når langt. Sindet er åbent. Så er det op på briksen ovenpå. En lille tur på trapperne, af med håndklæde og badedragt og på med de mindste trusser af papir, jeg i hvert fald nogensinde har set, endsige haft på. Smukkere end før - Jeg peeler dig nu. Frugtsyre-enzymerne i cremen fjerner de døde hudceller, og din hud bliver strammet godt op af leret bagefter også, forklarer Puk Bonde og masserer massive mængder af lotion godt ind i huden overalt. Jeg ømmer mig og piver. - Din krop er træt og stresset, og så bliver den øm, fortæller hun og masserer videre med en kraft, så jeg efter en stund kan mærke hele kroppen som et hele igen. Just, som jeg ikke vil have hende til at stoppe, holder hun op og beder mig løfte mig, så hun kan lægge et stykke plastik ind under mig. Få minutter efter er jeg smurt ind i ler og pakket ind i plastik. Jeg vil ikke skrive, hvad jeg føler mig som, for de negative og lettere komiske billeder af mig selv, der flyver forbi i de sekunder, erstattes hurtigt af følelsen af velvære. Og af at have fortjent det, selv om jeg ikke ligner en tv-reklame. Men nu ligger jeg her og har overgivet mig til nydelsen og selvbehaget og føler mig værdsat af mig selv og derfor fyldt med gode tanker om alt det gode, jeg skal gøre for andre. Mit ansigt bliver nu masseret. Og syntes jeg, det var intimt med ballemassage langs papirtrusser, er det intet mod, hvordan en ansigtsmassage føles. - Det er grænseoverskridende, fortæller jeg Puk Bonde, mens hun tager min pande under behandling. - Det siger de fleste, svarer hun og masserer roligt videre. Kort efter går hun og lader mig alene med mudderet, de lukkede øjne, ansigtsmasken og den blide musik. Jeg registrerer, at verden går videre udenfor. En telefon ringer i det fjerne. Der er nogle, der går i rummet ved siden af. En bil starter ude i gården. Det kommer ikke mig ved. Musikken fylder mere. Det samme gør behaget. Da plastikken er pillet af, leret vasket væk og kroppen beklædt med opstrammende creme, går jeg ud til spejlet for at lægge dagens milde makeup. Jeg ser anderledes ud. Min hud er klar. Mine øjne skinner. Jeg ser sørme glad ud. Det skal nok komme nogle til gode.