At vente på væren

Stjernelivet er bekymringsløst med penge i mængder, agenter og personale over alt, Ferrarien køreklar og fast bolig i det hotte, gloriøse stjernehotel, hvor de største har levet og er døde. Men det kører også i ring. Åbningsscenen i Sofia Coppolas fine, illusionsløse film er fantastisk i sin enkelhed: Den sorte Ferrari kører rundt og rundt i en ring, der er klippet over af billedet, så vi hører den kraftige racermotor mere, end vi ser bilen. Og vrooom, passerer den i forgrunden, gearer ned og plaprer motorbremsende i et sving, vi ikke kan se - og så accelererer den igen i baggrunden, mod et nyt sving, vi ikke ser. Ørkenluften er hed og tung, køreturen gentages og gentages. Til bilen så stopper, og føreren træder ud, alene i stilheden. Johnny Marco, den hotte, unge filmstjerne, skødesløst klædt, livstræt og slidt. Sofia Coppolas film handler om livets ørkesløse ulidelighed, selv når det er lettest. Stjernens tomme ensomhed mellem højdepunkterne. Den afbrændthed, der følger af for voldsom eksponering. Han smider piller og sprut i det gabende svælg, knalder rutinemæssigt og problemfrit de kvinder, der byder sig - og det gør de stort set hele tiden - og omgiver sig med festaber og en enkelt ven. Et foruroligende øjeblik kan hans navn, Johnny Marco, få én til at associere til den skizofrene filmskikkelse, Donny Darko i en helt anden film. Men en dag afleverer hans fraskilte kone datteren Cleo hos ham med en kort besked. Og udebliver derefter. Johnny Marcos liv er ikke til børn i længere tid. Han har ikke haft for meget med hende at gøre ud over sporadisk samvær, men nu ser det anderledes ud: Hun flytter ind i hans bekymrings- og følelsesløse, tomme liv. Filmen spiller sine kort og tager sine stik hjem med en naturlig selvfølgelighed. Den er lavmælt og rolig, næsten monoton i sin helt enkle spillestil, der driver pointerne hjem via lange, næsten udviklingsløse scener i stedet for med voldsomme udtryk. Der spilles i lange klip i realtid, hvor den tavse hovedperson sidder og ryger og drikker en øl, ordløst alene og ubevægelig. Tilsyneladende sker der intet, men samtidig fyldes vi og filmen med netop tom venten på at noget - det næste - skal ske. Ikke forventning, men netop venten. Det ændrer sig, da Cleo ankommer. Sød, nem, glad fylder hun rummet med selskab, med ømhed, med den udfordring, det er at have sit barn i nærheden, ikke som et krav, men som en fornyet væren. Det er meget fint fortalt med meget enkle midler. Datterens tilstedeværelse i Johnnys liv konfronterer ham også med, hvad han i øvrigt bruger sig selv og sin tid til. Hans idiotiske vane med at hyre pole-dansere til at udføre deres fantasiløst æggende kunst parvis i hans hotelværelse er i forvejen fremstillet med en bizar ironi og distance. Over for den intimitet, Cleo tilfører hans liv, bliver det umuligt at fortsætte på den gamle sanseløse måde. Det demonstreres næsten hjerteskærende pinligt, da han spiser morgenmad sammen med en tilfældig bolleveninde og datteren. Minespil og blikke i den scene er noget af det mest minimalistisk stærke og frygteligt morsomme, vi meget længe har set. De har det sjovt og dejligt, deres løse liv sammen er cool, skægt og enormt hyggeligt, men hele tiden i lyset af, at det er kortfristet. Da det pludselig bliver mere alvorligt, rykker kravet ind på dem begge. Uden at det sættes i ord, fornemmer man den tættere alvor i samværet og forstår, at det her er ved at udvikle sig til et helt afgørende punkt i begges liv. Og at det er Johnny Marco, der skal tage beslutningen. Nedtonet, roligt, slentrende evner filmen alligevel at opbygge både en stærk uro, en forventning om noget farligt og afgørende på vej, en sitrende følelse af et sandhedens øjeblik - et valg, der er uendelig vigtigt. Men kan han? Sofia Coppola er selv stjerne og stjernedatter og kender det liv, hun fortæller om. Hvis man kender hendes film, særlig "Lost in translation", ved man, hvor meget hun kan skabe med de mindst tænkelige midler. Det demonstrerer hun måske endnu stærkere her - i en helt anden film om endnu stærkere følelser og forbindelser - og med en langt mere nedtonet humor. Og sikke spillere: Elle Manning, der spiller den 11-årige Cleo, er selv kun 12, men er overbevisende ægte, sød, sårbar og levende. Og Stephen Dorff er både så meget sig selv, sin egen personlighed, og så meget stereotyp på ung Hollywood-stjerne, som vi kender dem, at han kan være både idol-klicheen og den private plagede unge mand. De er et fint match, og de spiller op til hinanden i et næsten umærkeligt niveau, så det ikke er til at stå for. "Somewhere" blev bedste film og fik den Gyldne Løve på årets Venedig-festival. Det kunne ikke have ramt en bedre film. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Somewhere" USA 2010. Instruktør og forfatter Sofia Coppola Fotograf: Harris Savides En time, 38 min. Till. f. alle. Biffen, Aalborg