Atlético haler ind på Barcelona med pligtsejr

Atlético Madrid måtte have et tvivlsomt straffespark til hjælp for at slå bundholdet Deportivo med 1-0.

Saúl Ñíguez (til venstre) tilkæmpede sig det straffespark, som Kévin Gameiro (i midten) udnyttede. Foto: Reuters/Javier Barbancho
Fodbold 1. april 2018 22:51

Barcelonas forspring i toppen af La Liga er reduceret til syv point, efter at Atlético Madrid tog den ventede hjemmesejr over bundholdet Deportivo La Coruña søndag aften.

Men madrilenerne måtte have bistand af et tvivlsomt straffespark til at sikre sig 1-0-sejren og de tre vigtige point.

Det var midtbanespilleren Saúl Ñíguez, der skaffede sit hold straffesparket, da han faldt til jorden efter en let nærkamp med gæsternes Lucas Perez.

På tv-billederne lignede det en forkert afgørelse, da dommer Daniel Trujillo Suarez pegede på 11-meter-pletten, og Perez var så rasende, at han brokkede sig til det gule kort.

Atléticos forward Kévin Gameiro lod sig dog ikke anfægte og sendte bolden sikkert i mål.

Et spagfærdigt Deportivo-mandskab uden danske Michael Krohn-Dehli i truppen formåede kun sjældent at skabe optræk til usikkerhed i Atléticos forsvar i anden halvleg.

Og da hjemmeholdet heller ikke virkede specielt inspireret, blev straffesparket kampens højdepunkt.

Atlético Madrid nåede med sejren op på 67 point for 30 kampe. Det er syv mindre end Barcelona, men fire flere end lokalrivalen Real Madrid på tredjepladsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...