Atlético Madrid tager førstepladsen efter hjemmesejr

En 2-0-sejr hjemme over Real Sociedad sendte Atlético Madrid på førstepladsen inden søndagens El Clasico.

Ritzau
Diego Godin sørgede for scoringen sent i første halvleg, da Atlético kom foran 1-0 hjemme mod Real Sociedad i Primera Division. Foto: Juan Medina/Reuters
Fodbold 27. oktober 2018 22:41

Atlético Madrid spillede sig lørdag aften på førstepladsen i Primera Division, da klubben hjemme i Madrid besejrede Real Sociedad 2-0.

Dermed nåede Atlético Madrid op på 19 point for ti kampe.

FC Barcelona følger efter med et point og en kamp færre, inden Barcelona søndag møder Real Madrid i El Clasico.

Før braget mellem de to rivaler i spansk fodbold i Barcelona har Real Madrid 14 point på ottendepladsen.

Atlético Madrid kom foran i det 45. minut, da forsvarsprofilen Diego Godin havde bevæget sig med frem i modstanderens felt.

Bolden endte lidt tilfældigt hos Godin, der hamrede den i mål til 1-0.

Filipe Luís sørgede for 2-0 efter en time, da brasilianeren driblede rundt og snød gæsternes defensiv, hvorefter Filipe Luís hamrede bolden over i det fjerneste målhjørne.

Tidligere lørdag blev Pione Sisto sendt på banen med ni minutter igen af opgøret, da Celta Vigo hjemme slog Eibar 4-0.

Iago Aspas scorede hattrick i kampen, og sejren placerer Celta Vigo på niendepladsen med 13 point.

Daniel Wass fik det sidste kvarter på banen, da Valencia spillede 0-0 ude mod Athletic Bilbao. Begge klubber ligger placeret under midten i ligaen.

El Clasico mellem Barcelona og Real Madrid spilles søndag klokken 16.15.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...