Skisport

Atleter opfordrer kontroversiel skipræsident til at gå af

FIS-præsident Gian Franco Kasper er kommet i modvind efter kommentarer om diktaturstater og klimaforandringer.

Gå af, lyder opfordringen fra en række vintersportsudøvere til præsidenten for Det Internationale Skiforbund, Gian Franco Kasper. (Arkivfoto)

Gå af, lyder opfordringen fra en række vintersportsudøvere til præsidenten for Det Internationale Skiforbund, Gian Franco Kasper. (Arkivfoto)

ÅRE:Præsidenten for Det Internationale Skiforbund (FIS), Gian Franco Kasper, skal gå af.

Sådan lyder opfordringen fra en række vintersportsudøvere i et åbent brev, efter at den 75-årige præsident er kommet med flere kontroversielle udtalelser.

I et interview med den schweiziske avis Tages-Anzeiger tidligere på ugen sagde præsidenten blandt andet, at OL er blevet for dyrt til, at europæiske demokratier kan afholde det.

- OL er blevet enormt, og derfor formår vi ikke længere at finde kandidater. Det er for dyrt og for stort, sagde han til avisen.

- Diktaturer kan arrangere legene, for de behøver ikke at spørge folket.

- Det er ganske enkelt lettere med diktaturer. Fra et markedsmæssigt perspektiv vil jeg have OL placeret i diktaturer. Så slipper jeg for at være i strid med miljøaktivister, sagde han.

I interviewet blev han også spurgt til, hvilken indflydelse klimaforandringer har på de sportsgrene, der er afhængige af vejret om vinteren.

Gian Franco Kasper omtalte det som "såkaldte klimaforandringer".

- Vi har sne, nogle gange virkelig meget sne, sagde han og fremhævede de kolde temperaturer ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018.

Han har senere undskyldt for sine kommentarer og understreget, at de ikke skulle tages bogstaveligt.

Alligevel er de faldet flere af udøverne for brystet. I et åbent brev skriver interesseorganisationen Protect Our Winters (Beskyt Vores Vintre), at Gian Franco Kasper bør gå af.

Adskillige atleter er med i gruppen, der også tæller forskere, forretningsfolk og snowboardproducenten Burton.

- Den (artiklen i Tages-Anzeiger, red.) bekræfter, hvad vi har vidst fra insidere i årevis. At lederskabet i organisationen ikke vil anerkende videnskabelige beviser, der truer hele branchen, skriver gruppen.

Gian Franco Kasper er i disse dage til stede i svenske Åre, der er vært for VM i alpint skiløb.

/ritzau/AP