Atletico Madrid dummer sig mod Bayern-reserver

Efter 15 Champions League-sejre i træk spillede Bayern München 1-1 ude mod Atletico Madrid.

Kieran Trippier er ved at anerkende Joao Felix for portugiserens 1-0-scoring mod Bayern München. Opgøret endte uafgjort.

Kieran Trippier er ved at anerkende Joao Felix for portugiserens 1-0-scoring mod Bayern München. Opgøret endte uafgjort.

KØBENHAVN:Bayern Münchens rekordlange sejrsstime i Champions League er brudt.

Efter 15 sejre i træk fik sydtyskerne "kun" 1-1 ude mod Atletico Madrid tirsdag aften.

Bedømt ud fra holdopstillingen er der dog tale om en form for sejr for Bayern, da cheftræner Hansi Flick havde valgt at stille op med et yderst reservespækket mandskab.

Længe lignede det da også, at Atletico Madrid ville tage alle tre point, men i slutfasen udlignede indskiftede Thomas Müller på et straffespark.

Det var en stor bet for Atletico, som ellers var gået videre til knockoutfasen med en sejr. I stedet skal spanierne nu ud i en finale mod RB Salzburg i næste uge. Spanierne skal have point med hjem fra udekampen i Østrig for at gå videre.

Portugiseren Joao Felix havde ellers gjort sit til, at næste uges kamp ville være mindre vigtig. Han kæmpede sig foran sin oppasser på et indlæg, da han sparkede Atletico i front med 1-0 i det 26. minut.

Herfra lignede det en af den slags kampe, som Diego Simeones mandskab har spillet mange af. Atletico var i fuld kontrol - også når holdet ikke havde bolden.

Undervejs kunne det sagtens være blevet 2-0, men overliggeren var i vejen for hjemmeholdet.

Det blev kostbart i det 85. minut, da Thomas Müller blev fældet i feltet efter et klogt træk. Fra straffesparkspletten var han sikker.

Tidligere tirsdag vandt RB Salzburg 3-1 ude over Lokomotiv Moskva i samme gruppe.

Den danske højre back Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Salzburg, som altså nu har muligheden for avancement med en hjemmesejr over Atletico i næste uge.

Salzburg kan dog også nå at blive overhalet af Lokomotiv Moskva og ende sidst i gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.