Atletikklub er uden formand

Aalborg Atletik og Motion har mange medlemmer, men for tiden ingen formand

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AALBORG:Aalborg Atletik og Motion er uden formand.

På klubbens generalforsamling onsdag 11. februar lykkedes det ikke at finde en erstatning for den afgående formand, Finn Yde.

- Vores tidligere formand gjorde et stort stykke arbejde og brugte mange timer. Det har nok afskrækket nogle fra at stille op, siger klubbens nye daglige leder, Jørgen Hein, som i oktober blev ansat i klubben.

- Vi er ikke nervøse, og vi skal nok finde den rette til formandsposten. Det har bestyrelsen fået grønt lys til af generalforsamlingen, forklarer han.

Med 600 medlemmer og en toptrimmet ungdomsafdeling er der nok at se til, ikke mindst stævnerne kræver mange mandetimer.

Foreningen har derfor valgt at ansætte Jørgen Hein i en halvtidsstilling.

- Det er nok en konsekvens af, at der er rigtig mange opgaver i vores forening. Vi har 20 aflønnede trænere, vi har en ungdomsafdeling med fire kommende OL-deltagere og fire kommende EM-deltagere, og så er der et stort arbejde i at arrangere stævner og løb, siger han.

- Jeg skal nok tjene min egen løn ind igen på vores løb, tilføjer Jørgen Hein, der selv tidligere har været formand for Aalborg Atletik og Motion.

- Den post kan jeg jo af sagens natur ikke stille op til nu, når jeg er ansat i klubben. Men jeg har også overtaget rigtig mange af de opgaver, formanden tidligere udførte, og jeg kommer til at stå som kontaktperson, så en kommende formand skal ikke gøre det store stykke arbejde, som Finn Yde gjorde, siger han og tilføjer, at den flittige formand ikke har forladt klubben.

Tværtimod gør han nu et stort arbejde i klubbens stævneudvalg.

Jørgen Hein mener, at flere i foreninger rundt omkring gerne vil lave frivilligt arbejde, men de vil helst, det bliver ad hoc opgaver.

- Mange værner om deres familieliv, og det kan jeg godt forstå, og så er de måske heller ikke meget for at følge i fodsporene på markante ledere i klubberne, mener Jørgen Hein.

- Jeg tror nok, vi skal finde en formand, når man lige finder ud af, at det ikke er så voldsomt igen. Det skal vi nok finde ud af i løbet af foråret og sommeren, siger Jørgen Hein.

- Vi har jo en kæmpe ungdomsafdeling, og mon ikke der er en af vores forældre, der gerne vil træde til, siger han og tilføjer, at Aalborg Atletik og Motion er kommet godt i gang i det nye år.

- Vi har fået 25 medlemmer i den første halvanden måned, og det er jo godt. En af mine største opgaver i klubben er at sørge for, at man føler sig godt tilpas i klubben. Det er at lave en god klub, hvor vi trækker på samme hammel, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.